Clio Cup - DK 09/08/04
|
|
Fynboen førte samtlige omgange i pre-finalen og finalen på Ring Djursland Henrik Larsen, Gudbjerg, var én af de kørere, som fik de dårligste forberedelser forud for sin debut i Fleggaard Renault Clio Cup - den nye mærkeklasse i dansk bilsport. Blot en uge inden sæsonpremieren havde fynboen ikke fået sin bil, og da han rullede ud til Åbningsløbet, var det første gang, at han kørte i den sorte Automester-racer. |
Men siden da er Lille Larsen kommet godt med. Rigtigt godt endda, og det viste han til fulde ved weekendens Sparekassen Kronjyllands Jubilæumsløb. Her vandt han på Ring Djursland ved at føre samtlige omgange i såvel pre-finalen som finalen, og det sendte ham med katapult fra tiende- til sjettepladsen i serien, hvor intet endnu er afgjort.
Ingen af rivalerne i det 26 bils store felt kunne denne weekend stille noget op overfor Henrik Larsen, der dog specielt i pre-finalen indirekte fik hjælp af, at der hele to gange måtte indsættes safety car. Første gang skete, da Max Birkelund fik et puf og væltede med sin bil, og anden gang var det Brian Olsen, Ry, som endte på taget, hvilket også var medvirkende til, at dette heat blev stoppet tre omgange tidligere end berammet.
I pre-finalen var det juniorduoen bestående af Bjørn Smedegaard Laursen, Nimtofte, og Kasper Jensen, Aalborg, der kom nærmest til at true Henrik Larsen, og da man gjorde klar til starten på finalen, var der mange, som forventede, at de to unge talenter ville kunne gøre noget ved Henrik Larsen. Sådan gik det imidlertid ikke. I sekunderne efter at det grønne lys var tændt, ramte Bjørn Smedegaard Laursen Kasper Jensen med det resultat, at sidstnævnte havnede i sandkassen på et farligt sted, hvorfor der atter blev brug for safety car.
Herefter havde Henrik Larsen let spil. Foruden Bjørn Smedegaard Laursen udgjorde også Patrick Ernstsson, Sverige, og Per Poulsen, Årup, en trussel mod ham, men alle tre måtte en tur igennem pitten for at afsone stop-and-go-straffe for forseelser begået på banen. Det betød i stedet, at Jesper Davidsen, Søborg, og Jens Enemark, Sønderborg, kunne gøre Henrik Larsen følge på sejrspodiet, efter at de to havde haft en dyst, der meget aktuelt afspejlede deres indbyrdes styrkeforhold i mesterskabet. Her er det nemlig Jesper Davidsen, som fører med 117 points mod Jens Enemarks 114! Henrik Larsen vandt både pre-finalen og finalen på Ring Djursland (Foto: Birger Vilen)
Korte fakta: Rune Simoni, Frederiksberg, og Henrik Poulsen, Taastrup, havde deres hidtil bedste løb i Fleggaard Renault Clio Cup, da de besatte henholdsvis fjerde- og femtepladsen i finalen. · Fleggaard-teamet indsatte atter to biler med gæstekørere, og her blev specielt den ene godt bulet, da den mange-dobbelte Danmarksmester Erik Høyer, Snekkersten, røg over en jordvold i finalen. · Næste afdeling af Fleggaard Renault Clio Cup køres den 5. september på FDM Jyllands-Ringen.
Læs mere om: 08/08/04 - Ring Djursland - Clio Cup - DK |