Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Mesterskabet er vigtigere end sejre i løbene

Danish
Touringcar
Challenge 

02/08/04 

Henrik Lundgaard fører DTC-serien, selv om han ikke har vundet løb i år.
Efter sit årlige løb på Ring Knutstorp i Skåne vender Danish Touringcar Championship nu tilbage til de danske racerbaner.
 

Det sker den 7.-8. august, hvor man afvikler femte afdeling af årets serie i forbindelse med Sparekassen Kronjyllands Jubilæumsløb på Ring Djursland. Dermed tager man hul på anden halvdel af sæsonen, hvor Henrik Lundgaard, Hedensted, topper pointtabellen.

"Vi sidder rimelig godt i det, for hvis vi bliver ved med at score points, så har vi gode muligheder for at vinde det," siger Toyota-køreren, som siden Padborg Open i midten af maj har ført mesterskabet foran sin teamkollega, Jens Edman, Sverige. Men han sælger ikke skindet, før bjørnen er skudt.

"Vi kommer ikke uden om, at hvis man har et problem i en pre-finale, så man ikke kommer med i finalen, så havner man på nul points i to løb. Det er meget åbent, men hvis vi kan holde vores nuværende status quo til efter Ring Djursland, så tror jeg, at der er gode chancer for mesterskabet, for så skal jeg bare have to løb uden problemer."

Med til Henrik Lundgaards optimisme hører også de erfaringer og gode resultater, som Toyota Castrol Racing gennem årene har opnået på den kuperede racerbane tæt på Tirstrup Lufthavn.

"Løbet på Ring Djursland ser jeg meget frem til," siger han med glæde i stemmen. "Det er en bane, hvor det altid er gået godt. Banen ligger godt til os og bilen. Kurt (Thiim, red.) vandt deroppe, og vi har haft en 1-2-sejr. Jeg kan ikke forklare, hvorfor den passer os så meget, for det burde egentlig være det samme med en bane som Ring Knutstorp, men det er det bare ikke."

Som tidligere Europamester i rally har Henrik Lundgaard gang på gang stået på den øverste plads på sejrspodiet og oversprøjtet omgivelserne med champagne. Sådan har det dog ikke været tilfældet i år. Hans aktuelle føring i Danish Touringcar Championship er indtil videre sikret uden én eneste sejr, hverken i pre-finale eller finale.

"Hvad skal vi også med sejrene, når bare vi vinder mesterskabet?," ler Henrik Lundgaard, der står noteret for én finale- og to pre-finalesejre i de to foregående sæsoner.

"Sejre er ikke noget, vi har givet prioritet, for vi vil helst vinde mesterskaberne, så jeg har ingen skrupler med at føre mesterskabet på den måde. Mine points er ikke hentet på fjerde- og femtepladser, men ved mange top 3-placeringer. Vi har ikke fedtspillet igennem, men det er tilfældighedernes spil, at jeg ikke har vundet løb. I det sidste løb på Ring Knutstorp kunne jeg godt have presset John Nielsen hårdt og måske gået forbi ham, men jeg vidste, han ville få bedre dæk på de sidste omgange, og det kunne gå galt, hvis han så skulle forsøge at kæmpe sig forbi mig igen. Så var de sikre points fra andenpladsen mere vigtige, men sådan tænkte vi ikke fra sæsonstarten. Men der er ikke noget, som siger, at jeg ikke kan vinde løb i år!"

I forhold til sine to første år i Danish Touringcar Championship har Henrik Lundgaard i år været langt mere konkurrencedygtig. I denne sæson er han således heller ikke aktiv som gruspilot i VM-serien i rally. Er der mon en sammenhæng?

"Nej, det er det ikke," slår den tidligere rallykører fast. "Jeg har altid haft den tid, der skulle til, for DTC har haft højeste prioritet. Årsagen til, at vi havde flere besværligheder sidste år, var de strukturændringer, som skete i teamet efter 2002. Det tager tid, inden sådanne ændringer bliver indarbejdet, og så har vi haft mere tid til at lave bilerne, som vi ville have det, til denne sæson."

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 08/08/04 - Ring Djursland - DTC weekend
  •