Godt nok virkede både Raikkonen og Button skarpe i dag. Men Button havde fået 10 strafplaceringer i kvalifikationen, efter et motorskift og reelt set var 2. pladsen mere end han kunne forvente på forhånd. Og Raikkonens løb sluttede alt for tidligt, på et tidspunkt hvor det ellers så ud til at han kunne true Schumacher. Fra Raikkonens exit havde Schumacher og Ferrari ingen problemer og kunne trille en legende let sejr hjem.
Bag Schumacher var der tilgengæld gang i duellerne. Kampen mellem Button og Alonso bød på flere gode detaljer og overhalingsforsøg, inden det til sidst lykkedes for Button at komme forbi og skabe et hul ned. Også og Montoya var mand for et par gode overhalinger tidligt i løbet.
Michael Schumacher lavede en perfekt start på løbet, i modsætning til Montoya ved siden af, der nærmest gik i stå et par meter inde i løbet. Det virkede som om bilen havde svært ved at ramme andet gear eller sådan noget. Montoya røg helt ned på 7. pladsen. Oppe foran var det i stedet Kimi Raikkonen der førte angrebet mod Schumacher an. Og det virkede faktisk som om at McLaren havde noget at have håbet. Pitstoppene kom inden for det samme tidsrum, hvilket tydede på en ens strategi, i modsætning til i England. Så i dag var der reelt håb om at få en seriøs kamp om sejren. Men sådan skulle det ikke blive.
Kort efter pitstoppet, på vej ud på en ny omgang, mistede Raikkonen bagvingen lige ved nedbremsningszonen. Den fløj simpelthen af bilen, som derefter selv overtog styringen fra finnen. Bilen endte i barrieren og Raikkonen måtte kravle ud. Der var ikke meget Iceman over ham da han kylede rattet fra sig og ned i siddebrønden.
Længere nede i feltet havde Montoya kæmpet sig et par pladser op, blandt andet ved en fremragende overhaling af en stærkt kørende Mark Webber. På vej ned mod hårnålen lagde Montoya an til angreb på ydersiden, da Webber så forsvarede den linje på vej rundt i svinget opstod der et hul på indersiden som Montoya kunne udnytte.
Men meget længere op i rækkerne kom Montoya ikke. Han brugte det meste af løbet på, forgæves, at jagte den foranliggende Coulthard. Da løbet sluttede var Montoya på den 5. plads, mens Coulthard fik 4. pladsen. En fornuftig placering for den snart arbejdsløse skotte.
Dagens mand var uden tvivl Jenson Button der takket været nogle fornuftigt placerede pitstop kom helt frem i feltet. Et par gange var han i front for løbet, efter Schumachers stop. Efter sit eget tredie stop, kom han ud lige bag Fernando Alonso, der havde kørt et godt løb i den lidt motorsvage Renault. De to havde tidligere haft nogle fremragende dueller, og de blev straks genoptaget.
Igen var det hårnålen der var centrum for duellerne. Button lavede en Montoya og prøvede at finde vej udenom Alonso. Men Alonso holdt på og blev i indersporet og tvang dermed Button ud på en meget lang tur rundt i svinget. Da de trådte på gassen igen var Alonso en næsespids foran Button, men Button var på Alonsos venstre side og næste sving var et venstresving. Button holdt på i inderbanen og ved nedbremsningen overgav Alonso sig. En god, ren duel, som man desværre ser alt for lidt af i Formel 1. Button fik en 2. plads som belønning for sin kæmpe indsats i dag. Havde han ikke været sendt nedad i feltet kunne have han have kæmpet med Ferrari om sejren.
Mark Webber var en anden der kørte et godt løb. En 11. plads i kvalifikationen var ikke dårligt, men heller ikke fremragende. Tilgengæld lavede han en fremragende start der sendte ham op i pointene allerede på første omgang - og der blev han resten af løbet. Tre gode point til australieren der efter al sandsynlighed er på vej til noget større næste år.
På 7. pladsen kom den anden Williams, kørt af Antonio Pizzonia. Det var ikke fordi han var specielt imponerende, men han kørte et fornuftigt løb og viste helt klart at Williams har set rigtig ved at sætte ham i bilen fremfor Marc Gene. Det sidste point gik til Sato i BAR, der blev sat noget så grundig på plads af sin holdkammerat Button i dag. Button startede bag ham, men sluttede på skammelen. Sato blev aldrig til andet end en der kæmpede om de sidste point. En snurretur henover græsset hjalp heller ikke meget på det.
Og hvad så med den anden Ferrari? Rubens Barrichello havde slet ikke nogen god dag på Hockenheim og det var til dels hans egen skyld. På første omgang bremsede han for sent på vej ind i hårnålen og rammer Coulthard. Heldigvis sker der ikke noget med McLaren raceren, men Barrichello brækker næsen og må en tur ind i pit og have transplanteret en ny. Og dermed satte han sig selv uden for indflydelse.
Et godt løb, sæsonens bedste, fik vi set her i Tyskland. Og samtidig fik vi set at nogle af de andre er ved at nå op til Ferrari. Det eneste de mangler nu er holde presset på de italienske biler, et helt løb igennem.
Læs også:
Tysklands GP - løbsresultat Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: 25/07/04 - Hockenheim - Formel 1 |