(Foto: Johan Frederik Schjødt)

Allerede på turen op til Munkebjerghotellet, som var base for hele cirkusset, blev det klart for mig, at denne bakke var noget helt andet end Ganløse: Længere, stejlere, hurtigere - og meget, meget sværere. Og temmelig utilgivende, for en afkørsel hér ville næsten uvægerligt ende i betonværnene eller i de store halmballer. Så jeg var egentligt indstillet på at tage den med ro - men man er jo alligevel opsat på at køre sit bedste, ikke? Det vidste arrangørerne naturligvis godt, og det skortede ikke på advarsler om at tage den med ro under træningskørslerne, fordi bakken er så svær, og har et par svingforløb, der kan snyde. Advarslerne var dog ikke nået helt ned i min underbevidsthed, og det er formentligt forklaringen på, at jeg i min første træningskørsel spandt i sving 2 - overdreven ambition og så en dårlig hukommelse er en farlig kombination i et bakkeløb. Svinget kom bag på mig, og jeg kom alt for hurtigt ind i det. Det er et lumsk 2-delt venstresving, som starter meget åbent, men slutter med et mere end 90 graders knæk. Jeg kom blæsende med næsten maksimum omdrejninger i 3. gear, da det gik op for mig, at dette hér ikke var helt rigtigt. Jeg lagde kursen over mod venstre og bremsede så godt jeg nu kunne - og det er noget Spitfiren ikke kan lide, det med at bremse og dreje på én gang. Så bagenden kom stille og roligt (føltes det) længere og længere ud, jeg hældte mere og mere kontrastyring på, mens jeg fortsatte bremsningen. Det endte med at jeg holdt i en sky af dækrøg, præcis med spidsen ind mod kurvens skarpeste punkt, med næsten fuldt ratudslag (det er ret meget i en Spitfire) og motoren stallet - men uden at have berørt noget. Så jeg startede motoren og kørte træningsturen til ende på 1:28,5 - den langsomste træningstid overhovedet.

(Foto: Johan Frederik Schjødt)

Det var bestemt en forskrækkelse, som gav meget stor respekt for bakken ved Munkebjerg - og for hillclimbdisciplinen generelt. Man skal være ufatteligt god til at lære en rute at kende, hvis man skal kunne køre sit bedste efter 2-3 gange træning. På dén måde er hillclimbs langt sværere end baneløb, hvor man nemt kan få 2 gange 10-12 omgange under tidtagningen. Desuden er der jo generelt meget ringe afkørselsmuligheder på offentlig vej, som hillclimbs afvikles på - så HVIS man laver en fejl, kan den meget nemt få større konsekevenser end på banen. Det var med dette i baghovedet, at jeg til træning 2 satte en tid på 1:00,7 - pænt uden at være prangende, men dog ikke nået uden kontrastyring i et par af svingene. Jeg var faktisk vældigt godt tilfreds med denne tid, da jeg fik den at se. Jeg havde regnet med at Spitfiren ville være væsentligt langsommere, fordi den stejle bakke klart favoriserede biler med power og moment. Det skal i øvrigt lige siges, at informationen om tiderne (og alt muligt andet) var næsten ikke-eksisterende, så mens konkurrencen stod på anede ingen hvor hurtigt eller hvor langsomt de kørte. Det var lidt som at køre i blinde i forhold til sine konkurrenter, og man vidste derfor ikke, om man skulle give den et nøk mere eller holde igen. Ganske frustrerende, og én af de ting som arrangørerne høstede en gevaldig kritik for.

Det blev dog værre endnu, men denne gang var det vejrets skyld: Det blev kun til 2 træningsture i solskinsvejret - men man kan også sige, at det var næsten lige meget, for da de rigtige timede kørsler startede om eftermiddagen, så var det på en drivvåd vejbane: SÅ bliver bakken lumsk, og jeg var indstillet på at skulle lære den at kende på ny. Og denne gang ville jeg ikke tage chancer! Det afspejlede min første regntid på 1:09,4 da også - det var bestemt ikke hurtigt, men til gengæld var det sikkert. 2 andre debutanter på bakken var ikke så heldige: Samme svære venstrekurve, som jeg snurrede i, havde efter denne første timede gennemkørsel 2 biler på samvittigheden: En MGB røg af i træningen og en utroligt flot Jaguar XK 140 i første løb. Ingen af de 2 lignede sig selv efter mødet med halmballerne - Jaguaren blev dog i stand til at køre hjem til Odder, efter at have fået trukket skærmene nogenlunde ud på plads med et brutalt elektrisk spil.

(Foto: Ole Aaen, MG Car Club Denmark)

Til anden kørsel gav jeg mere gas, men det VAR et lotteri: Det var halvanden time efter første gennemkørsel, og vejgrebet kunne sagtens have ændret sig væsentligt - der havde både været sol og mere regn i mellemtiden. Det gik dog rigtigt godt, og Spitfiren klyngede sig til den glatte asfalt, det bedste den havde lært - og tiden 1:02,3 var faktisk helt fin efter forholdene. Sågar bedre end Arnes tid i Jaguar XK 140, som jeg aldrig har kunnet følge med på bane. Men som sagt, det anede jeg ikke før bagefter. Men jeg havde da en fornemmelse af at kunne køre hurtigere endnu i næste start, så det gik jeg naturligvis efter i tredje og sidste gennemkørsel. Jeg vil også tro, at første del af ruten gik bedre, men så kiksede jeg skiftet til 3. gear på bakkens stejleste sted - en 12% stigning, hvor bilen tabte masser af fart under mit fumleri, så da jeg endelig fik 3. gear ind kunne motoren næsten ikke slæbe sig op af bakken. Herfra var der stadig pænt langt til mål, og jeg tabte masser af tid - som tiden på 1:04,4 fortæller.

Jeg var derfor ikke videre skuffet, da jeg ikke blev kaldt op til præmieoverrækkelse. Efter at løbsledelsen havde gransket tiderne i meget lang tid, blev vinderen i min klasse udråbt til at være Otto Reedtz-Thott i sin AC Cobra (han satte også dagens allerhurtigste tid i Cobraen) foran far og søn Lokvig, der skiftedes til at køre deres Morgan. Jeg blev derimod vældig overrasket, da tiderne blev offentliggjort på HMS's hjemmeside 4 dage efter - og det her fremgik, at kun Cobraen havde været hurtigere end Spitfiren i klassen! Jeg havde faktisk slået Morganen - hvilket naturligvis glædede mig, selvom jeg da pludselig kom i tvivl om man overhovedet kunne stole på de resultater. Efter at have skrevet frem og tilbage med tidtageren tror jeg på tiderne - og så så det pludseligt meget godt ud: 2'er ud af de 5 biler i klassen, og en respektabel samlet tid (de 2 hurtigste kørsler) på 2:06,8 - bedre end begge Healey'er, bedre end Arne i Jaguaren, og sågar bedre end den ene Fiat Abarth, der slog mig klart på Ganløse. I øvrigt også 0,5 sekund bedre end Palle Kragh Rühe i sin MG Midget - jeg har i foråret prøvet at motivere Palle til at bruge Midget'en til baneløb, og håber at hans trang til revanche bliver stor nok til at vi også kan mødes dér.

(Foto: Ole Aaen, MG Car Club Denmark)

Selve afviklingen af løbet ved Munkebjerg fortjener lige et par ord med på vejen: Ikke af de rosende, desværre. For det første var der ingen løbende information om tiderne - det er en meget stor mangel ved en sådan type løb. Dernæst er det naturligvis noget forfærdeligt rod, at der bliver udråbt forkerte vindere. En endnu større fejl var, at tidsplanen slet ikke holdt: Der var planlagt 3 træningskørsler, og 4 timede gennemkørsler - det blev kun til 2 gange træning og 3 løb, på trods af at deltagerantallet var lavere end man kunne håbe på. Efterhånden som vi deltagere ventede og ventede, kunne vi regne ud at tidsplanen var skredet totalt, men officiel information var der INTET af. Jeg så en deltager, der kørte ind i Vejle efter en avis og lidt rundstykker for at slå ventetiden ved foden af bakken ihjel - SÅ går det altså for langsomt. Og det samme gjorde det med offentliggørelsen af resultaterne - 4 dage efter løbet er ikke imponerende, især når deltagerne ikke har fået noget at vide mens løbet stod på.

Nå, det var nogle sure opstød fra min side, men det er i den bedste mening: Idéen med Bakkeløbspokalen er for god til at skulle lide under så ringe udførelse - bakkeløb er en ideel introduktion til historisk motorsport, som mange finder utrolig svært at komme i gang med. Bakkeløbene er lige til at gå til, kravene er få og nemme at overskue, og man møder andre ligesindede og ikke for mange professionelle - og så kan man jo gå videre dérfra, og det er næsten det vigtigste. Jeg ved at arrangørerne allerede har udarbejdet en evaluering af arrangementet, som har nævnt de mange små og store fejl, så mon ikke arrangementet i Rold Skov i august løber mere gnidningsløst af stablen?

(Foto: Ole Aaen, MG Car Club Denmark)

De rosende ord i denne forbindelse skal i stedet gå til deltagerne, som fokuserede på det vi var kommet for: At køre racerløb. OK, vi ville formentlig alle gerne have kørt den 4. gang, men i ventetiden fik vi da snakket en del om biler i stedet for. Selve banen, den fantastiske rute op mod Munkebjerg Hotel opvejede stort set de mangler, der var i afviklingen af løbet, og det er nok også årsagen til at der er så mange gengangere fra år til år i Munkebjerg Hillclimb. Det er en meget spændende bane i virkelig smukke omgivelser, og det nød både deltagerne og publikum godt af - selvom det er paradoksalt, at det dårlige vejr øger den sportslige værdi, men formentligt har holdt nogle tilskuere hjemme.

Jeg har i hvert fald besluttet at deltage i de 2 resterende hillclimbs i Rold og på Fyn også - og selvom Spitfiren faktisk har kørt over min forventning i de 2 første løb, så planlægger jeg i løbet af sommeren at montere det 4,88 sæt kron- og spidshjul, som jeg købte fra min sponsor Rimmer Bros i foråret. Jeg regner med det vil afhjælpe lidt på motorens manglende kræfter, og både være en fordel på bakkerne og på banen. I mellemtiden ser jeg frem til en dejlig sommer, hvor jeg skal ture lidt rundt i Spitfiren, mens jeg glæder mig over at have plader på den: De fleste andre racerbiler er gået i sommerhi indtil august, og det er jo næsten synd. God sommer!

Resultater

Nr		Navn	Bil Model	Kl.	2 Bedste
29		Bo S. Johansen	Lotus 7, 1964	A	01:52,504
11		Rene Mønster Pedersen	Lotus Seven 1960	A	01:59,220
12		Henrik Nielsen	Lotus Super Seven 1966	A	02:03,874
60		Herluf Jensen	Alfa Romeo Giulia 1963	A	02:04,670
67		Nels Klit Christensen	Lotus Suuper Seven 1969	A
15		Jørn Rasmussen	MB B V8 1963	C	02:01,366
16		Francesco Aversa	Fiat Abarth 695 1971	C	02:02,677
18		Per Einarsson	Alfa Romeo 2000 GT Veloce	C	02:02,707
14		Palle Kragh Rühe	MG Midget 1966	C	02:07,272
22		Evan Jørgensen	Fiat Abarth 850 TC 1967	C	02:08,016
13		Erik Lolk	Chevrolet Corvette 1971	C	02:11,644
17		Søren Knudsen	Fiat Abarth 850 1969	C	02:12,533
19		Henrik Heide	Triumph TR4 1966	C	02:17,151
21		Jens Geschwendtner	Austin Healey Sprite 1959	C	02:23,708
20		Morten Geschwendtner	Austin Healey 3000 MK I 1959	C	02:27,661
1		Bjarne Berner	MG B GT V8 1973	C
9		Jørgen Witting	MG TC Roaster 1946	D	02:03,832
7		Rene Christensen	Citroën 11 sport 1944	D	02:09,449
8		Erik Larsen	Citroën 11 BL 1939	D	02:20,993
35		Magnus Neergaard	Riley 9 Sports 1931	D	02:21,280
4		Otto Reedtz-Thott	Lotus MK II 1956	E	01:49,550
140		Arne B Jakobsen	Jaguar XK 140 Coupe 1957	E	02:07,163
49		Finn Vagtholm	Austin Healey 3000 1960	E	02:09,168
24		Vagn Hansen	Austin Healey 100-6 1957	E	02:14,905
120		Liljan Conner	Jaguar XK 120 Roadster 1950	E
5		Otto Reedtz-Thott	AC Cobra 1965	F	01:45,184
54		Claus Ebberfeld	Triumph Spitfire 1963	F	02:06,766
10		Rasmus Lokvig	Morgan +4 1963	F	02:07,957
101		Philip Lokvig	Morgan +4 1963	F	02:11,233
68		Poul Bertelsen	Renault R 8 S 1968	F
58		Peter Grau	Fiat Abarth 1000 1971	G	02:04,973
2		Uffe Madsen	MG B Roadster 1967	G	02:04,974
110		Jørgen Gaarde	Alpine Renault A 110 1972/1976	H	01:53,175
26		Lars Bækkelund	Fiat 128 SL coupe 1972	H	01:56,600
85		Kenneth Vagtholm	Porsche 911 1976	H	01:58,381
74		Tore Sten Nielsen	Lotus Seven 1968	H	02:09,307
43		Ib Vølding	Lotus Europa 1974	H	02:10,208
70		Ivan Hansen	NSU TT	H	02:13,427
25		Niels Jørgensen	MG B 1976	H
30		Kurt Andersen	Ford Escort Mexico 1972	H
28		Frank Johansen	Opel Kadett Coupe 1979	I	02:16,872