Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Clio Cup - DK

Lillebror kan også køre stærkt

Clio Cup - DK 
20/06/04 

Clio CupJacob Kristensen blev på Padborg Park hyldet som vinder og så frataget sejren
For præcist en uge siden var det Tom Kristensen, Monaco, der blev tiljublet på sejrspodiets trin efter sin sjette Le Mans-sejr. I dag var det så lillebror Jacob Kristensen, Hadsten, der fik den oplevelse efter finalen i Fleggaard Renault Clio Cup.
 

"Jeg har aldrig nogensinde prøvet det før. Det er ubeskriveligt, og det er dejligt at få bevist, at man godt kan køre racerbil og også kan køre hurtigt," jublede Jacob Kristensen i minutterne efter, at han havde fået overrakt den store pokal.

Men en halv time senere hang mundvigene nedad. Da havde løbets dommerne nemlig givet Bette K en tidsstraf på 20 sekunder for at overhale Jesper Davidsen, Søborg, under en gul flagzone. Den uheldige helt var ikke enig i kendelsen, da han mente, at den forankørende konkurrent tabte kontrollen over sin bil, og at han derfor selv ikke havde nogen mulighed for at undgå forbikørslen.

"Det er ikke pointene, jeg er interesseret i, for jeg er kun gæstekører her i serien. Det er sejren," slog Jacob Kristensen fast.

Le Mans-vinderens lillebror var dog ikke den eneste, som blev tildelt tidsstraf af løbets dommer. Per Poulsen, Årup, fik samme dom, da han også var passeret Jesper Davidsen, mens Jens Enemark, Sønderborg, intet fik ud af sine kanonstarter, da han blev dømt for tyvstart i både pre-finalen og finalen.


Lillebror Jacob Kristensen kom øverst på podiet, men måtte bagefter aflevere præmierne

Finalen blev i øvrigt en meget højspændt og intens affære. Mens Jens Enemark cirkulerede alene i front udenfor konkurrencen, blev der gået til den bag ham. Jesper Davidsen var i starten den reelle førende, men efter at han var blevet passeret af Per Poulsen og Jacob Kristensen, begyndte disse to at dyste hårdt. Det hele blev afgjort i en meget tæt nedbremsning for enden af langsiden.

"Jeg kunne se, at jeg var hurtigere end Poulsen, og så tænkte jeg, at jeg måtte tage chancen, og så bremsede jeg indenom ham," fortalte Jacob Kristensen, som ikke havde fået meget ud af pre-finalen, da hans ruder duggede til i den kraftige regn.

Dette heat var i øvrigt meget dramatisk. Først måtte sikkerhedsbilen på banen, da Peter Ager, Esbjerg, og Max Birkelund, Vorbasse, kørte galt, og siden gik det helt galt for Kurt Thiim, Luxembourg, der gæsteoptrådte i klassen. DTC-esset missede totalt en nedbremsning for enden af langsiden, hvorefter hans bil akvaplanede direkte ind i siden på Claus Hansen, Fjenneslev. Begge kørere måtte efterfølgende tilses af stævnelægen, der kunne konstatere, at Claus Hansen havde fået en større blodudtrækning på venstre ben, mens Kurt Thiim havde pådraget sig et piskesmæld.

Dagens løb på Padborg Park gav også debut til håndboldspilleren Lars Christiansen, Flensburg.

"Jeg synes, at det var vildt sjovt. Det levede op til mine forventninger, og jeg er glad for, at jeg fik lov til at prøve," sagde landsholdsspilleren, som blev tolver i pre-finalen og nummer nitten i finalen, hvor han havde et par spins.

"Der var en enkelt gang, hvor jeg var nervøs, og det var, da jeg holdt den forkerte vej. Jeg havde seks biler bag mig, og de kom lige pludselig imod mig. Da var jeg godt nok lige ved at blive dårlig! Jeg synes, at det gik okay, og jeg har fået det ud af det, som jeg gerne ville have, så jeg kunne godt tænke mig at prøve det én gang til."

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 20/06/04 - Padborg Park - Clio Cup - DK
  •