Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

307'eren rykker

Danish
Touringcar
Challenge 

11/06/04 

Tredje afdeling af DTC fastholdt Martin Jensens placering som en stærk 2'er i kampen om mesterskabet. Fjerdepladsen i finalen var ikke tilfredsstillende, men alligevel gav weekenden meget mere end et resultat.
 

Den viste nemlig en total udnyttelse af alle ressourcer i teamet og en optimering omkring det tekniske, der var ret beundringsværdig. Martin Jensen vurderer selv weekenden som meget positiv og udbytterig:

- De gode takter startede allerede under lørdagens træning. Der var lært noget fra de to første afdelinger på Jyllands-Ringen og Padborg Park. Derudover havde jeg til dette løb fået en englænder med i teamet, som bidrog med sin uvurderlige erfaring fra international motorsport. Vi satte 5. hurtigste tid i warm-up'en, men var overbeviste om, at der var mere i bilen, så mine mekanikere gik straks i gang med mindre ændringer inden tidtagningen.

Under tidtagningen kørte vi ud på fire brugte dæk. I løbet af tre omgange, hvoraf den ene var en flyvende, lykkedes det at sætte hurtigste tid. Jeg blev kaldt ud i pitten, og vi overvejede, hvorvidt jeg skulle ud igen. Der blev lavet et par minimale ændringer, og så var det ellers afsted. En flyvende omgang mere rakte nu til en anden plads, som holdt resten af tidtagningen.

Men en anden plads var ikke tilfredsstillende, så vi satte os sammen for at finde ud af, hvor der kunne hentes nogle ekstra tiendedele. Vi havde forskellige ideer, men var ikke sikre på, at de holdt rent teknisk, så det endte med, at superpolen blev kørt med samme opsætning som om lørdagen.

I superpolen lavede jeg en klar kørefejl - overbremsede for enden af langsiden og tabte 8/10. Det rakte kun til en 7. plads, men da Edman blev diskvalificeret skulle jeg starte 6'er i præfinalen. Men det vigtigste var, at hverken mine mekanikere eller jeg var utilfredse. Det var tydeligt for os, at bilen var der til at kunne gøre det. Så efter et par småjusteringer var vi bare helt klar til præfinalen.

Jeg fik en god start, overhalede Michel Nykjær og havde John Nielsen og Jason på indersiden. I det første sving fik jeg et skub og røg desværre derud, hvor dækresterne sætter sig godt fast. Det tog lige et par omgange at få dækkene rene igen, og de forreste var for længst kørt. Med et skadet baghjul manglede der noget speed i bilen, men det lykkedes at hænge på Edman og bevare min position. Men kort og godt - det var et rigtigt møgløb, så det tog ikke mange sekunder at lede tankerne hen på et nyt heat.

I finalen fik jeg igen en god start. Bilen kørte som den skulle, men der var åbenbart ikke nok varme i fordækkene. Jeg røg ud i autoværnet umiddelbart efter svinget på vej ud på langsiden, men der skulle bare holdes fuld gas. Alligevel lykkedes det John Nielsen at komme forbi. Jeg var dog ikke det mindste i tvivl om, at jeg nok skulle få ham igen. Lige så stille hentede jeg ind på Edman, Lundgaard og John Nielsen. Og da John Nielsen overhaler Carlsen, går jeg med og tager John Nielsen samtidigt. At jeg også var i stand til at trække fra ham og hente ind på Edman, viser os, at vi har fundet en super opsætning - og som holder over distancen. Fjerdepladsen var i hus sammen med dagens hurtigste omgangstid i finalen.

En kæmpe tak til Steve, Mike, Jesper, Claus og B.S Christiansen for en fantastisk præstation, de hver især, men allermest som et stærkt og samlet team, har ydet. En præstation, som kun manglede en ting - en podieplads. Den tager vi så på Knutstorp!

MKJrace


Læs mere om:
  • 06/06/04 - Jyllandsringen - DTC weekend
  •