Fra pole går Anders Ole Egebart i front fra start, mens finnen Markus Niemela, fra andenposition, må se sig overhalet af Lån & Spar-duoen norske Kim Humborstad og Christian Jørgensen. Niemela får dog lukket hullet hér foran teamkammeraten og landsmand Juho Annala samt Nicki Thiim.
Starten på 1. heat. (Foto: Motorsporten.dk)
Mens Egebart bare kører ud i horisonten, ligger de næste fem sig på række og lurer på hinanden. Forsøgene er mange, men det er først da Thiim stikker indenom Annala efter publikumslangsiden på femte omgang, at der byttes positioner. Tre omgange senere er det atter Thiim, der står for en fabelagtig udbremsning af Niemela, denne gang for enden af langsiden. Overhalingerne koster lidt tid til Kim Humborstad og Christian Jørgensen, der kører tæt nok på hinanden til at teamchef Elvin Nielsen mærker en øget puls!
Kim Humborstad foran Christian Jørgensen. (Foto: Motorsporten.dk)
Anders Ole Egebart kører en flot sejr i møde, mens Kim Humborstad, Christian Jørgensen og Nicki Thiim krydser målstregen inden for 7/10.
Anders Ole Egebart. (Foto: Motorsporten.dk)
På femte- og sjettepladsen bytter Niemela og Annala pladser et par gange i sidste del af løbet, mens de taber tid til trioen foran. Den DM-førende Mats Franer kører syvendepladsen hjem som femte bedste "dansker". Mark Kamstrup, Allan Berndt og Tim Lindborg fra Sverige slutter top-10 af, på en dag hvor det var rigtig sjovt at være dansker i nordisk Formel Ford-sammenhæng!
Vinder af første heat Anders Ole Egebart, Kim Humborstad (2.pl.) samt Christian Jørgensen (3. pl.). (Foto: Motorsporten.dk)
Trods den tætte kørsel hele feltet igennem, gennemførte 20 af 21 startende - flot! Blot synd at få hundrede tilskuere blev vidne til et af de bedste Formel Ford 1800-løb de seneste år. Jesper O. Hansen Læs mere om: 06/06/04 - Jyllandsringen - F1800 |