Til min store glæde var der også en del andre deltagere i indregistrerede biler, og endda også andre der kørte til banen i bilen. Som en sidebemærkning har jeg lige set TV4's film om Roskilde Ring, og der ser man tydeligt at især i ringens tidligste år var det præcis den måde datidens amatører dyrkede motorsport på: De kørte til ringen i deres gadebiler (Roskilde Ring har lagt asfalt til nogle fine gadebiler gennem tiden), racede dem i al kammeratlighed, og kørte så hjem igen. Jeg synes virkelig det føjer et element til nutidens historiske motorsport at det stadig kan foregå på den måde, og jeg vil sige tak til Frank Trusholm i Austin A40, Niels Abild i Austin Healey Sprite og Jørgen Juel i Volvo 544 for at demonstrere det i praksis.
Og ja, alle os i gadebiler kørte hjem igen for egen kraft. Jeg ved godt jeg har skrevet det før, men jeg gentager det lige for god ordens skyld: Jeg håber det inspirerer andre til at gøre det samme - det er den oprindelige form for amatørmotorsport, og det er i dag den nemmeste form for historisk motorsport. Endelig betyder en indregistreret bil at man faktisk også have glæde af sin gamle bil til andre ting end til race. Der er masser af egnede biler derude, og 65-klassen kræver ikke meget power før man kan have sjov på banen. Så hold Jer ikke tilbage derude!

(Foto: Motorsporten.dk)

Med de ord så går vi til action på banen:
Jeg debuterede på Ring Djursland sidste år, og havde dengang behørig respekt for banen. Den ER svær, men erfaring hjælper. Sidste år var min hurtigste omgangstid 1:14,8, mens jeg i år under første tidtagning kørte på 1:11,3. Man kan formentlig ikke sammenligne tiderne direkte, men alligevel: Bilen er stort set uændret, så det er rimeligt at antage, at den allerstørste andel af den forbedring skyldes chaufførens erfaring. Så det er et råd til andre begyndere: Brug pengene på at køre en masse løb og træning frem for at smide pengene efter bilen - í begyndelsen ligger der et stort potentiale for forbedringer lige bag rattet. Tiden kom nu heller ikke af sig selv: Jeg gik simpelthen mere til den i svingene end sidste år, og havde også et næsten-spin på omgang 2 (ved pitudkørslen) og et par meget brede øjeblikke i hårnålen ved "trapperne". Men tiden betød en placering midt i feltet, og det havde jeg aldrig prøvet før, så jeg var meget spændt på starten i løb 1 - jeg ville blive omgivet af trafik og højresvinget efter startlangsiden er snævert.

I tidtagning 2 mente jeg så med masser af selvtillid fra første tidtagning, at jeg måtte kunne skære et par tiendedele af tiden igen. Men nej, selvom jeg denne gang ikke ødelagde nogen omgange med fejl, så blev tiden med 1:11,9 ringere. Det grublede jeg meget over den aften, for min umiddelbare opfattelse var anderledes. Det viser bare hvor lidt man kan bruge den opfattelse til, for tidtagningen taler sit eget tydelige sprog. Imidlertid rakte tiden til samme startplacering i løb 2, så det var kun min selvtillid der var ramt.

Det var jeg kommet over, da det blev søndag, og vi rullede ind på gridden. Jeg var godt klar over, at jeg skulle være vågen i starten, for Spitfiren er en dårlig starter med sine 79 heste og ringe gearkasse. Med startplacering nr. 9 havde jeg indersporet, og lige bag mig holdt John Bruun Nielsen i sin Anglia på placering 11. Angliaen er klart hurtigere end Spifiren i starten, og John tog starten på Jyllandsringen for en måned siden, og jeg ville gerne undgå en gentagelse af det.
Jeg var dog ikke vågen nok, for da startlyset skiftede til grønt skød John frem igen, og jeg var håbløst bagefter. Og til min endnu større overraskelse dukkede der også noget stort og meget gult op, først i spejlet og så op på siden af mig. Det var Finn Trøst Hansen i Citroën 11, som havde fået en superstart fra sin placering som nr. 10. Vi lå side om side i det snævre højresving, og ned af den korte langside. Ja, faktisk kæmpede vi det meste af den første omgang rundt - herunder også i opløbskurven til langsiden, og det var først her ud af kurven, at jeg fik tilstrækkeligt fart på Spitfiren til at kunne gå forbi ned af langsiden.

(Foto: Motorsporten.dk)

Det var maksimal morskab i de første kurver, og flot kørt af Finn i den gamle Citroën - han fortalte bagefter at weekenden var en slags testkørsel af bilen, før hans deltagelse i den i et løb i Frankrig senere på sommeren: En grundig testkørsel, må man sige.

Derefter så jeg frem til at skulle lave samme nummer med John i Angliaen, som jeg havde lavet på Jyllands-Ringen - en hurtig lille overhaling: Men nej, de første 5 omgange kunne jeg næsten ikke hente noget på den lille Ford, selvom jeg kørte det bedste jeg havde lært, og undervejs tangerede min bedste træningstid. Først da det lykkedes mig at få en kanon omgang på 1:10,8 nærmede jeg mig Angliaen - og jeg så, at umiddelbart foran ham lå Arne Jakobsen i Jaguar XK 140. Jeg kunne regne ud at Jaguaren måtte have problemer, og det måtte Angliaen faktisk også have, for pludselig nærmede jeg mig begge med høj fart. Da vi krydsede målstregen på omgang 6 var jeg bare et halvt sekund efter Angliaen, og nede ved trapperne var jeg helt oppe i bagagerummet på Forden.
Og da John så ville gå indenom Jaguaren ved depotsvinget oversatsede han, og spandt næsten helt rundt. Det var min chance, og da Arne i Jaguaren var nødt til at lette gassen for ikke at ramme Angliaen, så kunne jeg lige præcis gå forbi begge på ydersiden - det ene hjulpar måtte ud i græsset, men det gik.

(Foto: Motorsporten.dk)

Jeg var helt på toppen, men fik da lige en forskrækkelse, da Jaguaren brølede op på siden af mig igen ned af langsiden. Jeg fandt efter løbet ud af at bilen kun havde 3. gear tilbage, og derfor var langsom i mange sving, men havde al sin fart i behold på langsiden. I det snævre sving for enden af langsiden var Jaguaren langsom til at komme op i fart, og derefter kunne jeg trække fra den. Herefter kørte jeg for mig selv, bortset fra når de hurtige kom forbi med en omgang. I de korte sekunder de lå inden for synsvidde var det nu også en flot vinkel at have på deres biler - fra første parket, så at sige. Jeg nød især HKH Prins Joachims drift i Cortinaen hele vejen igennem opløbskurven, tværs over forkerte vejhældninger og det hele. Spektakulært er det rette ord, mens stilrent nok bedre beskriver Palle B. Pedersens kørsel i sin elegante Ginetta G4, som var lige i hælene på Cortinaen.

Da jeg trillede over målstregen som nr. 7 var jeg således helt oppe i skyerne. Jeg syntes omsider jeg havde fået lært at køre på Ring Djursland, og havde et sjovt løb med 3 nærkampe - og den lille detalje at de 2 sidste overhalinger skyldtes konkurrenternes tekniske problemer kunne jeg såmænd godt se bort fra!
John Bruun Nielsen var dog meget ærgerlig over at teknikken snød ham, for han var primært kommet til Djursland for at slå mig - påstod han i hvert fald. Indtil omgang 6 så det også ud til at skulle lykkes, men så gik Angliaens motor pludseligt urent ved høje omdrejninger, hvilket gjorde at jeg kunne hente ham. Han var derfor meget opsat på revanche i eftermiddagens løb 2.

Da det grønne lys tændte i løb 2 var jeg meget mere oppe på dupperne: Jeg reagerede hurtigere, startede med lidt flere omdrejninger, og var lidt mindre forsigtig med koblingen - og det virkede. Denne gang kom Angliaen ikke forbi i starten, men John var HELT oppe bagved mig, og tydeligvis tændt. Han brugte kun en halv omgang, så var han forbi.
Men jeg var indstillet på at slå tilbage, og havde udset mig trapperne for enden af den korte langside som stedet. Her kunne Spitfiren bremse senere end Angliaen, og det gjorde jeg så - meget sent, så jeg var lige bag ham ind i hårnålen på omgang 2. Men denne gang var det mig, der var for ivrig på gassen, bagenden skred voldsomt ud, og jeg kom meget langsomt af sted - og John ventede ikke. Da vi krydsede målstregen næste gang var han næsten 4 sekunder foran, og det udbyggede han med en række stabilt hurtige omgange til omkring 6 sekunder ved slutningen af løbet. Og denne gang holdt teknikken: Efter løbet virkede John næsten overrasket over hvor godt den lille kværn gik.
På sin vis kan jeg leve med nederlaget, for John var så glad at jeg har håb om at han dukker op igen efter sommerpausen - første løb bliver til august til løbet i forbindelse med Classic Car Meeting på Ring Djursland, og dér må det være min tur til revanche.

Det bedste ved weekendens race var fornemmelsen af at have fået lært at køre på Ring Djursland. Det er en utrolig udfordrende bane, og den er på mange måder perfekt til historiske biler på deres Dunlop Racing-dæk: Det er fantastisk som de dæk kan skrides ind i, igennem og ud af ringens herlige kurver, tilsyneladende uden betydning for dæksliddet, uden at overophede dem - og så i mit tilfælde med under 80 heste under hjelmen.
Hele weekenden var desuden præget af en afslappet stemning fra både deltagere og fra Ring Djurslands side, så man som deltager følte sig betydeligt mere velkommen end til Åbningsløbet på Jyllands-Ringen. Jeg glæder mig til det næste løb på Ring Djursland, og håber naturligvis at det bliver mindst ligeså velbesøgt af de gamle biler.

Spitfiren kørte igen uden problemer, og det solrige vejr i weekenden passede perfekt til åben kørsel på banen og også på hjem til Århus om søndagen. Bagagen var en anelse tungere end på vejen derop, for weekendens samlede resultat blev en 2. plads ud af de 6 biler i divisionen A2, og dermed en lille plakette til væggen. Og kun den let synkende bremsepedal (mine bremseklodser er åbenbart færdige igen efter kun 2 løb) kræver et tjek inden næste arbejdsopgave: Ganløse Hillclimb lørdag den 5. juni.

Hillclimbs er naturligvis noget helt andet, men lige netop Ganløse fik i sin tid overbevist mig om at jeg måtte prøve historisk race: Jeg deltog i 2001 i min Triumph GT6, og var helt tændt derefter. Nu er det tilbage til rødderne med Spitfiren, for at se om den duer til hillclimbs. Arrangementet er åbent for indregistrerede biler, så hvis man har sådan én, og lyst til at prøve, så kan man faktisk deltage på en éndags licens.
Overvej det!