Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama Cup 1601-2000cc

Dobbelt sejr til VM Zinc kørerne

Yokohama Cup
1601-2000cc 

02/06/04 

- ved Pinseløbet på Ring Djursland
Det blev til endnu en dobbelt sejr til Team VM Zinc Umicore teamet i forbindelse med weekendens to afdelinger af Yokohama Cuppen på Ring Djursland.
 

Der blev allerede fra den første fri træning for Yokohama Cup racere mellem 1601 og 2000 cc3 lagt hårdt ud, her kørte de fem første kørere allerede tider under et minut, og her var alle tre Team VM Zinc Umicore kørere iblandt.
Hurtigst var Klaus Verner, så kom David Falch og på femte pladsen Lars Vendelbo.
Og det på trods af at Falch's racer var begyndt at ryge voldsomt, samt tabe ydelse. Først troede man at der var blevet hældt for meget olie i motoren, men dette viste sig ikke at være tilfældet, og da man ikke umiddelbart kunne spore nogen fejl, så valgte man at køre med motoren igen i tidtagningen.


David Falch døjede med motorproblemer denne weekend.
(Foto: Motorsporten.dk)

Det høje tempo holdt også i tidtagningen, og igen her var de hurtigste tider under minuttet.
David Falch var hurtigste kører, med Klaus Verner på anden pladsen, kun 0,013 sekund skilte de to. Lars Vendelbo var igen på femte pladsen.


Klaus Verner var meget tæt på David Falch i tidtagningen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Dermed havde alle tre Team VM Zinc Umicore kørere kvalificeret sig til deltagelse i 'Super Pole', hvor hver kører fik en omgang til at sætte den tid der skulle afgøre de endelige startplaceringer forrest i det 18 biler store felt.
"Her til tidtagningen, havde vi valgt at jeg skulle køre ud på helt nye dæk, og så kun køre et par omgange, for at forsøge at komme med i Super Pole, uden at presse motoren unødvendigt, da vi endnu ikke havde lokaliseret fejlen på den" - udtalte David Falch efter at have sat hurtigste tid i løbet af de kun tre omgange han var på banen!

Det var første gang denne form for kvalifikation med 'Super Pole' blev brugt i forbindelse med Yokohama Cup klasserne, proceduren er jo normalt forbeholdt DTC racerne. Det lod Team VM Zinc Umicore kørerne sig dog ikke mærke med, og de besatte ganske ubeskedent første startrække, med Klaus Verner foran David Falch, og med Lars Vendelbo på fjerde pladsen.


Lars Vendelbo's bedste placering denne weekend, var 4. pladsen i 'Super Pole'.
(Foto: Motorsporten.dk)

I første heat skyder Klaus Verner frem, og tager dermed føringen fra David Falch, der må kæmpe en del med Renault køreren Kim Lund Johansen. Lars Vendelbo bliver af dommerene tildelt en tur igennem pitten, og falder dermed tilbage i feltet.


Klaus Verner i front i første heat.
(Foto: Motorsporten.dk)

Så det er herefter op til Verner og Falch at forsvare de forreste pladser i feltet, men igen skrider dommerne ind, denne gang over for Falch, som må tage en tur gennem strafbanen, så han falder tilbage på femte pladsen, han kæmper sig dog senere en placering frem.

Stillingen efter heatets 13 omgange blev:
Klaus Verner vinder foran Jesper Carlsen og Kim Lund Johansen.
David Falch sluttede på fjerde pladsen og Lars Vendelbo på sekstende pladsen.

Løbet igennem havde Falch igen problemer med motoren, der til tider kørte helt normalt og til andre tider mistede megen effekt og begyndte at ose, og ved den efterfølgende rulning af raceren viste det sig at den manglede 10 HK, så det blev besluttet at skifte motor til andet heat.
Her viste Team VM Zinc Umicore's mekanikere virkelig deres værd, på knapt tre timer skiftede de motoren, og nåede lige nøjagtig at blive klar så David Falch kunne nå ud til starten på andet heat.

Til andet heat havde man igen skelet til DTC serien, og det betød at man vendte startopstillingen for de forreste fem kørere, dermed rykkede David Falch frem i forreste række ved siden af Volvo køreren Ander Byriel der startede på pole position.
Klaus Verner derimod rykkede tilbage i tredje startrække. Lars Vendelbo startede fra sin sekstende plads ligesom han var komme i mål i første heat.

Da starten gik til andet heat, så var det Anders Byriel forrest, efterfulgt af David Falch, Kim Lund Johansen, Jesper Carlsen og Klaus Verner.


David Falch bag Ander Byriel i starten af andet heat.
(Foto: Motorsporten.dk)

Falch har de første par omgange nogle gode dyster med Byriel, og ude på 3. omgang lykkedes det for han at komme forbi og op på første pladsen, en plads som han ikke veg fra i resten af løbet. Da Jesper Carlsen udgår med mekanisk defekt på tredje omgang, så rykker Verner op på fjerde pladsen, og trods mange forsøg, så kan han ikke finde vej forbi hverken Kim Lund Johansen eller Anders Byriel selv om forsøgene var både mange og gode, han slutter derfor løbet på denne fjerde plads.
Lars Vendelbo kørte sig fra sekstende pladsen og op på trettende pladsen.

Efter løbet udtalte David Falch:
"Denne sejr vil jeg gerne dedikerer til Team VM Zinc Umicore's mekanikere, de gjorde et kæmpe stykke arbejde for at nå at skifte motor i min racer her til andet heat - det er dem der fortjener sejren! Ligeledes vil jeg takke Anders Byriel for de dejlige og meget fair kampe vi havde på de første par omgange, han er en rigtig god konkurrent."

Klaus Verner:
"Stort set gik weekenden planmæssigt, bortset fra at jeg i andet heat manglede lidt moment, så det kneb med at følge med på langsiderne, hvor imod jeg ingen problemer havde med det i indbremsningerne og svingene. David og jeg ligger nu meget tæt i den samlede pointstilling, og jeg håber at kunne udbygge det lille forspring jeg har nu, i løbet den kommende weekend på Jyllands-Ringen."

Ved den efterfølgende rulning af Klaus Verners racer, viste det sig at moment kurven var blevet lidt flad, for der manglede 12 - 15 Nm i forhold til det normale.

Den 'syge' motor fra David Falch's racer er nu over hos Peugeot Sport Engineering, hvor den vil blive renoveret samt returneret, så den kan nå at komme i raceren igen inden næste weekends løb på Jyllands-Ringen.
I samme forbindelse er alle tre motorstyringsbokse også sendt til trimning hos Peugeot Sport Engineering, hvor Jørgen Agergaard vil optimerer dem til løbet på Jyllands-Ringen.

"Teamet stiller således med tre totalt servicerede og top trimmede Peugeot 307 EPO racere til løbet på Jyllands-Ringen den kommende weekend" - udtaler teamchef Lars Vendelbo - "og ligeledes er alle tre kørere meget opsatte på at gøre deres bedste for igen at køre en dobbelt sejr hjem til teamet i de to løbsafdelinger."

Stillingen i mesterskabet efter Pinseløbet:
1 - Klaus Verner - 148 point
2 - David Falch - 143 point
3 - Anders Byriel - 110 point
4 - Lars Vendelbo - 100 point


Hr. Nielsen

Læs mere om:
  • 30/05/04 - Ring Djursland - Yokohama Cup - DASU mesterskab
  •