Danish Touringcar Challenge 01/06/04
|
|
Mesteren får sin første DTC-start i år ved Juniøbet på FDM Jyllands-Ringen Nu vender den fortabte søn tilbage til Danish Touringcar Championship. Efter deres populære sejr i sidste års mesterskab blev Jan Magnussen, England, og Peugeot Statoil Motorsport udvalgt til at repræsentere det franske mærke i European Touring Car Championship, men da der hidtil har været datosammenfald mellem ETCC- og DTC-serien, har den forsvarende endnu sin første 2004-start på dansk grund til gode. |
Den kommer nu i tredje afdeling af Danish Touringcar Championship, som køres ved Juniløbet på FDM Jyllands-Ringen den 5.-6. juni.
"Det bliver lidt barsk," siger DTC-mesteren om den omstillingsproces, som ligger foran ham i grundlovsweekenden - "Jeg kender bilen, men ikke med de dæk, som vi i år bruger i DTC. Bilen er meget anderledes i ETCC, og den har et helt andet set-up end det, de andre bruger. Bilen adskiller sig en lille smule motormæssigt, men det er specielt hjulophængene og så også frihøjden, som er anderledes. Og så kan vi ændre på vægtfordelingen ved at flytte noget af vægten ned i bilen ved at køre med plexiglas i stedet for almindelige ruder, som vi skal i ETCC."
Fire gange har Jan Magnussen og det Slangerup-baserede team været i aktion i Europa, hvor man bl.a. har kørt ETCC-afdelinger på Grand Prix-banerne Magny Cours og Hockenheim. Men selv om han dermed har fået kørt dobbelt så mange løb som sine hjemlige modstandere, så mener Big Mag ikke, at hans erfaring fra disse udenlandske løb er specielt værdifuld på FDM Jyllands-Ringen.
Når Jan Magnussen vender tilbage til DTC, vil han gerne være her - forrest. (Foto: Birger Vilén)
"Der er ikke så meget, man kan tage med. Det er der simpelthen for stor forskel på bilerne i de to serier til," slår Jan Magnussen fast. "Men vi har gode data fra de andre biler i teamet, og dem må jeg så tage udgangspunkt i og finde en opsætning, som passer mig. Men det bliver svært. De andre folk i klassen kører jo hurtigt."
I de hidtil kørte løb på FDM Jyllands-Ringen og Padborg Park har Jason Watt, Herlev, og Martin Jensen, Albertslund, været ene om at repræsentere Peugeot Statoil Motorsport, og duoen har haft meget svingende resultater. En stribe uheld har således begrænset 2002-mesterens score til blot 10 points, mens unge Martin Jensen ligger på en sammenlagt andenplads i serien. Men Peugeot-mærket har efter de to afdelinger stadig sin første sæsonsejr til gode, noget som ikke er sket før i DTCs historie. Hvordan vurderer Jan Magnussen chancerne for, at han kan ændre det?
"De er rimeligt gode, og det er derfor, at vi kommer hjem for at køre DTC," siger Jan Magnussen, der står noteret for ti pre-finale- og fem finalesejre.
"Vi tager hjem for at vinde, og jeg tror godt, at vi kan gøre det. Men det bliver ikke let. De andre har et forspring med viden om de nye dæk, og jeg starter på helt bar bund. Selv om vi har data fra de andre biler, så har vi jo som kørere vidt forskellig kørestil," siger Peugeot-køreren, som glæder sig til atter at optræde foran et dansk publikum - "Jeg har altid synes, at det var specielt. Det er det publikum, jeg allermest har lyst til at køre overfor, og så er der jo også lidt langt mellem de danske flag på tribunerne ved løbene ude i Europa!" Læs mere om: 06/06/04 - Jyllandsringen - DTC weekend |