I lørdagstræningen, kører vi i fint vejr ud, og bilen kører rimeligt, og dæktrykket virker !, så jeg har greb. På første omgang ned af langsiden, beslutter en konkurrent sig pludseligt til at varme dæk op, da jeg er på siden af ham, og jeg bliver torpederet i højre side. Det resulterer i nogle store og meget ærgerlige buler i siden af bilen. Jeg kører straks i pit, og der er heldigvis kun sket kosmetisk skade, og jeg kan køre ud igen.
Jeg var temmelig rystet over episoden, og endnu mere over hvor meget man skal skrue hovedet af, når man går igennem den ændrede chikane, hvor farten nu er endnu højere, hvor det ellers også gik rigtigt stærkt før. Bilen hopper og danser, og man sidder klar med et par kontra-styringer, hvis det skulle være nødvendigt. Det er vildt sjovt, noget der burde være et must på enhver race bane. Man skal virkeligt holde tungen lige i munden, og det kommer tæt på at være så sjovt som "Tændstiften" på Ring Knutstorp, som også giver et godt adrenalin-kick.
Efter at have kørt træningen, er jeg rimeligt godt tilfreds, selvom bilen ikke kører helt perfekt, og jeg ikke har kørt "max" i chikanen endnu. 3'er blev det til, med bedste sektor 1 tid med ca. 0,25 sek. Desværre smider jeg for meget tid i de næste 2 sektorer, hvor gæstekører Tommy Schrøter i Fleggaard #1 Clio'en er nærmest overlegen.
Inden tidtagningen dummer jeg mig temmelig meget, for jeg tror min far har skiftet bagdækkene også, og derfor lukker jeg lidt rigeligt luft ud af dækkene, som jo er varme fra træningen og havde det rette tryk. Det viser sig at blive slemt at køre rundt derude med alt for lidt luft i bagdækkene. Det hjælper heller ikke på det, at flere konkurrenter holder på tværs af banen, så vi kører mange omgange under safetycar. Der kommer aldrig rigtig temperatur i dækkene. De få omgange jeg når at køre, er i trafik, og jeg når derfor ikke at køre en eneste ordentligt omgang med hanen stram, før det er slut.
En skuffende 10. plads, næsten 1 sek. dårligere end de tider jeg kørte i træningen. Tiderne i toppen var ikke hurtigere end i træningen.
Jeg må efterfølgende en tur til dommeren, da man mener jeg har kørt hasarderet under safety-car. Det ender med en formaning. Værre går det udover to hurtige konkurrenter, som bliver straffet hårdt og sendt bagerst i det store felt, for at overhale under gult flag i "Big Mag", hvor man har meget svært ved at se flagposten i tide, og så er det for sent. Det er noget jeg håber man vil kigge på igen, så vi kørere ikke bliver overrasket midt i svinget af en let skjult flagpost.
Heat 1:
Jeg får en fin start fra min 8. plads, og går på ydersiden af mine konkurrenter. Efter første sving, ligger jeg delt 4'er, sammen med Klaus Ellmies. Vi ligger side om side og kæmper de næste fire sving, og det lykkedes for mig, i svinget ud på "chikane-langsiden" at trække det længste strå.
Nu er jeg 5'er, og trækker ind på Henrik Larsen. Vi kører ned af langsiden, det er nu tænker jeg, ellers bliver det sikkert svært senere, også hvis jeg skal forsøge at fange de tre forreste. Jeg dykker indenom om lille-Larsen forenden af langsiden, og er nu 4'er. Selvom, eller måske netop derfor, jeg har den dybeste respekt for Henrik, så var det en fed fornemmelse at overhale så en erfaren og hurtig herre.
Over de næste 5 omgange, hiver jeg stille og roligt Jens Enemark i land, som i øvrigt kører fuldstændigt vanvittigt igennem chikanen, hatten af for det. Der mister jeg 1-2 længder på ham, men henter det, og lidt til på resten af banen. Jeg ender med at være næsten lige så modig som bane-ejer Enemark i chikanen, men desværre taber jeg nu fart i forhold til mine tidligere omgangstider. Dækkene er blevet for varme, og jeg må slippe grebet om ham, netop som jeg havde fanget ham, og havde lagt an til angreb. Jeg kører de sidste 3 omgange i et jævnt tempo, uden at risikere noget, da Henrik Larsen er et stykke bag mig, og jeg nu umuligt kunne nå Jens Enemark. Jeg er godt tilfreds med min 4. plads, i det store konkurrence dygtige felt, hvor 20 kørere, har omgangstider så tæt som 1 sekund imellem sig.
2. heat:
Jeg skal starte 6'er.
Efter prøvestarten, kører Patrick Erntsson i pit med defekt.
Selve starten går godt igen, og jeg er igen udvendigt, men denne gang køres der noget mere hårdt hvor jeg er, specielt den tidligere rallycross kører Peter Hansen er en hård negl. Jeg ryger ned som 6'er efter Henrik Jansen, da vi er nået igennem den første omgang.
Jansen ligger og dækker sin linie indvendigt hele vejen op af langsiden på 2. omgang, og jeg ligger selv i idealsporet. Desværre er jeg så fokuseret på at Jansen skal trække over på idealsporet, at jeg fuldstændigt misser mit bremsepunkt, så det jeg troede var 100 meter skiltet var 50 meter skiltet!, og så kan man ikke nå det. Jeg går i panik over min fejl, og låser baghjulene under nedbremsningen, og ja, i har måske set det på TV2 Zulu, en Clio på tværs ind i pitten. Jeg er glad for at jeg ikke samlede Jansen op undervejs, håber du ikke blev sinket af mit stunt.
(Foto: Steen K. Jensen)
I min febrilskhed over så tåbelig en fejl, kaster jeg den i bakgear ud af pitindkørslen, og vælter ud imellem mine konkurrenter. Jeg når at køre 2-3 omgange og overhale 4-5 biler, men får så det sorte flag, og er diskvalificeret, pga. at jeg bakkede et par meter i pitten.
Jeg kan kun tilskrive mig selv for at jeg ikke ligger samlet 3'er i Fleggard Clio Cup.
#27 BP Oil, Claus Hansen Fleggaard Renault Clio Cup Læs mere om: 16/05/04 - Padborg Park - Clio Cup - DK |