Man kan mene hvad man vil og Monaco, men banen er en uomgængelig del af Formel 1 kalenderen. Korrekt er det at banen strengt taget ikke hører hjemme i Grand Prix kalenderen længere, spørgsmålet om den egentlig nogensinde har gjort det - altså ud fra stedets evner som racerbane. Når det kommer til stedets ånd kan man ikke være i tvivl, Monaco hører til i Formel 1. Og så må man prøve at se det fra den positive side. Den krøllede snævre bane der bevæger sig voldsomt i niveau er udfordrende, men bare ikke særlig oplagt til overhalinger.

Jeg kan godt lide Monaco, banen har stemning. Det kan godt være løbet er ligeså kedeligt som Spaniens Grand Prix, men så er der i det mindste alt det andet. Catalunya har, når man ser den i fjernsynet, ikke megen charme, mens Monacos charme trænger igennem TV'ets to-dimensionelle formidling.

Et spændende løb skal vi nok ikke forvente os, Monaco har aldrig været storleverandør af spænding, og efter de fem første løb er håbet om spænding endnu mindre end det plejer at være. Men man skal dog huske på at det var her at Nigel Mansells sejrsrække på fem sejre i træk blev brudt i 1992, da Ayrton Senna vandt løbet efter en dramatisk afslutning. På den anden side så var Senna kongen af Monaco. Og hvis man skal tale om nogen konge af Monaco i dag, så er det Michael Schumacher, der har vundet løbet fem gange.

Indtil videre har oppositionen til Ferrari og Schumacher været lidt spredt i år. Williams, Renault og BAR har alle på skift været de nærmeste udfordrere, men ingen af dem har set ud til for alvor at true de røde racere, og det skal blive spændende at se om et af de tre teams snart får et lille hul til de to andre, eller om de sæsonen igennem skal kæmpe om at være næstbedst.

Monaco har ofte leveret yders kedsommelige løb, men engang imellem har der da været spænding i byen. Og når der er spænding i Monaco plejer der at være rigtig spænding. Der er ingen blød mellemvej for Monaco, enten er det kedeligt, eller også er det det modsatte. Og da det efterhånden er otte år siden Monaco sidst har været spændende kunne man håbe på at det ville være det på søndag.

Regnvejr og Monaco har altid været en god kombination. I 1972 vandt den lille franskmand Jean-Pierre Beltoise sin eneste sejr. Det var også de eneste point han fik det år, men i sin BRM racer sejlede han banen rundt omgang efter omgang og vandt en klassisk sejr. 12 år senere druknede løbet igen, og dennegang blev løbet flaget før tid. Alain Prost vandt, men kun lige, foran en ung Ayrton Senna i Toleman. Samtidig var Senna ved at blive hentet af Stefan Bellof i Tyrrell, den eneste bil i feltet uden turbo!

Og så var der 1996 hvor kun tre biler gennemførte! Olivier Panis kørte et flot løb i sin blå Ligier racer og vandt et løb hvor folk ellers udgik når de førte. At kun tre gennemførte har man en tendens til at føre frem som et argument for at Panis' sejr var heldig. Men faktisk var andres uheld kun en del af forklaringen. Franskmanden overhalede faktisk flere kørere, blandt andet de to andre der gennemførte løbet, på sin vej mod karrierens hidtil eneste sejr. En gentagelse på søndag ville sikkert glæde manden.

Også i 1982 var der kaos i Monaco. Løbet havde ellers været ganske traditionelt statisk indtil fire omgange fra mål hvor Prost kørte af i havnechikanen. Fra da af kommer der virkelig gang i løbet hvor Patrese overtager føringen, men spinder af i støvregnen. Pironi kommer foran, men løbet tør for benzin. Det samme gør både Andrea de Cesaris og Derek Daly, og på den måde endte Patrese med en sejr, der ellers var smuttet ham af hænde.

Monaco er normalt et kedeligt sted, det ved vi. Og skal man være realist er der nok ikke meget der ændrer på det på søndag. Men Monaco er også motorsportshistorie, en rigtig klassiker i en verden hvor der ikke er mange tilbage af dem.

Martin Møller-Thomsen