Sådan var det ellers engang. Bilerne havde nogle baner hvor de passede til, og andre hvor de var knapt så gode. Derfor kunne man se en bil en uge ligge med i front, og ugen efter lå den et eller andet sted nede i bunden af feltet. I dag er de langt bedre til at tilpasse deres biler til alle baner, med mere forudsigelige (eller kontinuerlige, for at bruge et positivt ord) til følge.

Spanien er så nok heller det sted hvor der sker de allerstørste overraskelser. Banen er notorisk kendt for sine søvn-inspirerende løb. Ikke fordi der som sådan er noget galt med banen, den er måske ikke specielt ophidsende, men den er ok, men fordi alle teamsene elsker at teste på Catalunya og derfor kender hver eneste milimeter asfalt der er lagt der.

Michael Schumacher har vundet de fire første løb i år, en sejr til og han tangerer Mansells rekord på fem sejre. I virkeligheden den samme situation som i 1994, hvor tyskeren i sin blå Benetton havde vundet i Brasilien, Aida, Imola og Monaco og så kunne tage sin femte sejr på stribe i Spanien. Dengang gjorde han det ikke, og man kunne måske håbe på en gentagelse!

Dengang var det en teknisk defekt der satte en stopper for Schumacher sejrsstime. Den slags er ikke så almindelige for ham i dag - sidst han udgik var i Brasilien sidste år - og det var en kørerfejl. Men på et eller andet tidspunkt må den jo komme, den maskinelle defekt på en Ferrari.

I 1994 var det Damon Hill der vandt løbet og gav et tiltrængt løft til Williams teamet der stadig var lettere lamslået ovenpå Sennas død en månedes tid forinden. Den situation kan man heldigvis ikke trække nogle direkte paralleller til i dag. Af forfølgerne til Ferrari er det vist mest McLaren der trænger til et løft, men hvis man skal holde på noget andet end rødt, så er Williams nok et langt bedre bud. En sejr til Montoya ville også være bedre for VM kampen, da columbianeren stadig er lidt med i kampen, i modsætning til Raikkonen der virker som om han er sat helt af.

Skal man fokusere på noget spændende i Spanien, må det være to ting. For det første om BAR fortsætter deres fantastiske udvikling, eller de bare har klaret sig godt relativt (fordi de andre ikke har gjort deres hjemmearbejde. Kort sagt er BAR blevet gode, eller er de andre bare blevet dårligere?

Den anden ting, der er spændende er Rubens Barrichello. Godt nok har hentet sølvmedaljer to gange i år og ligger på 2. pladsen i VM, men brasilianeren har ikke været for imponerende indtil videre. Sidste sæson lå han tæt på Schumacher, og ofte foran. Det var Barrichello der havde den bedste gennemsnittelige startplacering sidste år (af alle kørere) og det virkede som om han kunne true Schumacher, hvis han fik lov. Om han får lov eller ej, virker i øjeblikket som en akademisk diskussion, for han er slet ikke i nærheden af Schumacher, hverken i tidskørsler eller i løbene. Det store spørgsmål er hvorfor? At Ferrari bygger en bil, som er konstrueret efter Schumachers ønsker, er hverken hemligt eller nyt. De sidste par år har Barrichello fint været i stand til at følge med alligevel, men i år er han for langt bagefter til at man for alvor kan tro på ham som andet end væbner for mesteren.

Andre ting der kan være af interesse i Spanien er om Jaguar får lidt vind i sejlene igen. Webber har kun imponeret en enkelt gang i år, og det er for lidt for en mand, som muligvis er på vej til Williams, eller til Renault. Jaguar havde en hæderlig sæson sidste år, og 2004 skulle helst blive bedre for det engelske team. Hvis ikke, er det spørgsmålet hvor lang tid Jaguar er en del af Formel 1.

Renault har heller ikke helt levet op til standarden fra sidste år, men det virker stadig som om de er på rette vej. Alonso på hjemmebane er i al fald sulten efter et godt resultat. McLaren behøver man næsten ikke at nævne. Deres indsats er vist til et ikke-bestået indtil videre.

Spaniens Grand Prix ligger på det her tidspunkt, hvor sæsone er gået i gang, for alvor. I de første par løb kan der være lidt vinterstemning og et par ting der ikke helt fungerer. Men fra man kommer til Europa er sæsonen ved at være voksen og i Spanien plejer den at være trådt i karakter.

Tænder man for det helt lysegrønne håb er der kun at satse på at forfølgerne, hvem det så end specifikt måtte være, har fået gang i udviklingen og kan gå i flæsket på den stejlende hingst. Skal pessimisten have ordet, vil han sige at det er ligemeget, for det hele bliver alligevel afgjort i pitten - uanset resultatet vil løbet være kedeligt. Hvis optimisten skal have den sidste kommentar, vil han sige hver weekend har nye muligher, og så vil han glæde sig til på søndag - thi forventningens glæde er ofte den største....

Martin Møller-Thomsen