Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Le Mans

Le Mans - Vandvittigt race - 1. del

Le Mans 
27/06/01 

Hvordan opleves et Le Mans hvor vejret viser sig fra den kedelig side - men med dansk succes?
Her er en beskrivelse af årets vandvittige race - set fra den anden side af hegnet: fra tilskuerens!
 

'Nej - ikke igen! Nu regner det.' - til sidst blev det mere en vidunderlig undtagelse når det kunne meldes at det blev tørvejr for en kort stund! Bevares: vi danskere er vant til dårligt vejr med de elendige somre vi holder os her på disse længdegrader, så vi burde være i træning med det. Efter en virkelig varm tur til Le Mans sidste år, var der pakket godt med solcreme i den i forvejen store rejsetaske - men den fik jeg ikke brug for.

Hele historien om dette års Le Mans, starter et år tidligere. Efter flere års opfordring tog jeg mig endelig sammen og tog til Le Mans i 2000 - og så var jeg solgt. Masser af race og det at man kommer rigtig tæt på bilerne var nok til at booke en ny billet til 2001. Læg så dertil at Tom Kristensen er vinderemne - kan det blive meget bedre? Sidste år bød vejret (hvorfor skal det altid være det vi danskere taler så meget om?) på masser af sol med dertilhørende forbrændinger fordi solcremen ikke slog til.

Årets tur - der foregik med bus til Le Mans, der ligger cirka 200 km. fra Paris - begyndte på Ellebjerg Station onsdag eftermiddag. Pudsigt nok kunne man i S-toget møde adskille rygsækklædte mænd og enkelte kvinder. 'Du skal vel ikke tilfældigvis til Le Mans', spurgte en anden rygsækklædt mand. Og jo - S-toget summede af forventninger. Efter at have nået til parkeringspladsen og fået afmonteret rygsækken med alskens nødvendigt udstyr, var det blot at sætte sig ind i bussen og så ellers komme af sted til det franske.

Turen gik i år - for at spare penge, men bestemt ikke tid! - over Storebælt. Så der blev tid til at få debatteret de sidste ting - hvem klarer sig godt, hvem skal vi holde øje med og så videre. På en ukendt rasteplads i Tyskland blev bussen bygget om til sovebus - vi var godt på vej.

Torsdag morgen ramte vi - ligesom sidste år - ind i den parisiske morgentrafik. Paris - byernes by! Jo tak - tag den nordvestlige rute udenom Paris og du får bagsiden af Paris at se. Nå ja - vi er der jo heller ikke for at lege turister. Efter at have strukket ud et par timer, hvor ryggen føltes at sidde i nakken efter nattens 'afslappende' hvile, var vi godt på vej mod Le Mans. Ved middagstid kom vi så til vores campingplads - Camp Bleu - der ligger meget centralt for banen og tæt på det hele! Nu kunne det ikke gå stærkt nok - op med teltet og frem med kameraet. Nu begynder Le Mans.

Vi vender igen tilbage til vejret - for det var faktisk godt! Så det var bare af sted for at se hvad der rørte sig. En god tur i pitten blev det til, hvor man kunne komme tæt på racerne og tage en masse billeder - og endda møde nogle af kørerne. Kan man det i Formel 1 på en kedelig torsdag? Netop lige det gør Le Mans så interessant - hvor Formel 1 er en lukket forretning, har tilskuerne mulighed for at komme rigtig tæt på racerne og kørerne. Læg dertil at det ligefrem også skal koste ekstra i Formel 1 for så at få lov at se noget - så foretrækkes Le Mans!


Patrick Lemarie er her i gang med at fortælle om hvor svært han har det med sit sæde i Gulf-Audi´en.
(Foto: Motorsporten.dk)

Torsdag køres der to tidtagninger om aften - i alt fire timer. Overvær dem! Det er rigtigt at det ikke er det rigtige race, men der bliver virkelig gået til den. Samtidig er det første mulighed for at lytte til motorerne - den nye Panoz-motor vakte ret stor skuffelse. Heldigvis var Corvette der til at give lidt lydkulisse! De danske fans fik også mulighed for at se den danske Dome-racer plus Jan Magnussen i den halvtamme Panoz - for slet ikke at forglemme Tom Kristensen.

Et godt tip: gå rundt forskellige steder på banen og se træningen. Der er ikke særlig mange mennesker - i hvert fald i forhold til det antal der er lørdag og søndag. Og se også træningen der starter ved 22-tiden og slutter midnat. Der bliver ikke slækket meget på gassen - og se lyskeglerne komme susende imod dig med over 300 km./t. inden de begynder at bremse ned - så kan det fornemmes at det går virkelig stærkt.

Fredag er en dag uden action. Men her har du mulighed for at blive lukket ind i pitten. Den er åben for tilskuerne der kan få billeder af racerne og se på mens der knokles med at få racerne klar til starten af løbet - om godt 24 timer! Efter at have gået rundt i pitten i et par timer, bliver det efterhånden kedeligt og uden action på banen, er fredagen ikke så givtig. Modsat sidste år, valgte jeg derfor at tage ind til selve Le Mans by, for at se kørerparaden. Det skulle vise sig at blive en god tur.


Find vej i mængden - fredag er pitten fyldt med interesserede motorsportsfans
(Foto: Motorsporten.dk)

Der var dog også 1000 andre bilister og 50 busser der havde fået samme ide, så det burde tage et par minutter, tog en time! Nå, men kørerparaden blev nået i sidste øjeblik. Gaderne var stuvende fulde med lokale indbyggere. Børnene kastede sig frådende over slik og andet ligegyldigt tingeltangel som blev smidt ud til dem - med fare for at blive kørt ned af en gammel og halvtung veteranbil. Kultiverede franskmænd... Kørerne kom dryssende - der var ikke den store systematik i det. Men jeg nåede da blandt andet at trykke Martin Brundle i hånden (som om han er noget særligt...) - og selvfølgelig blev der også tid til at tale/råbe med/til de danske kørere.

Showet bød også på præsentation af nok Le Mans mest fotograferede deltagere - en flok piger der reklamerer for... solcreme - som vi stadig ikke havde brug for! Helt i ekstase gik dog ungerne da en - det må det have været med det hår - lokal sanger blev transporteret med rundt. Gøgl, sjov og biler plus Greve Pigegarde var også en del af showet. Derefter blev det til en kulinarisk madoplevelse i det franske køkken - et stk. Big Mac fra McDonald. Le Mans by var på dagen et sammensurium af franskmænd, danskere og masser af englændere - og der var stor stemning i byen adskillige timer efter showet!


Med til Le Mans hører også en tur på parkeringspladsen. Hvor mange steder i Danmark finder du to Ferrari 550 Maranello stående - endda på en mudret parkeringsplads?
(Foto: Motorsporten.dk)

I morgen bringes anden del af artiklen om oplevelsen på Le Mans - her får du et par gode råd med på vejen.

Benji

Læs mere om:
  • 16/06/01 - Le Mans - Le Mans
  •