Den verdenskendte sølvsmedie og racerkøreren Tom Kristensen har indgået et tæt samarbejde, som knytter Georg Jensens mangeårige topplacering inden for dansk design og ure sammen med den professionelle racerkørers verdensomspændende aktiviteter som kører hos Audis internationale racing team.
Den dobbelte Le Mans-vinder er udråbt til favorit ved dette års klassiker og har været den dominerende kører i Audis verdenssatsning i de store sportsvognsløb. Han har en flerårig aftale med Audi, som lægger en stor del af sin prestige og PR-indsats på den dygtige dansker.
Det er med velovervejet timing, at Georg Jensen netop op til denne weekend træder frem med et af de største internationale sportsnavne. "Georg Jensen har netop udviklet en ny urkollektion til mænd, der på trods af navnet SOFT er en meget maskulin kollektion. Den er designet til mænd, som ønsker et "rent", klassisk design", siger direktør for Georg Jensen Michael Ring. "Derfor har vi fundet samarbejdet med det klassiske Le Mans-løb og Tom Kristensen ideelt til at gøre opmærksom på vores urkollektion i Danmark og det store udland, hvor Georg Jensen og Le Mans begge nyder stor anerkendelse."
Tom Kristensen udtaler ved samarbejdets indgåelse, at det som dansker er med stolthed, han via sin sport kan fremme et så fornemt produkt som Georg Jensen. Yderligere påpeger han, at det for danske sportsfolk ikke er daglig kost at kunne sammenkoble dansk ekspertise og tradition med store satsninger på verdensarenaen.
Georg Jensens navn og logo vil være placeret på Tom Kristensens køredragt, når startflaget lørdag falder til verdens største racerløb.
Johnny Nielsen Tom Kristensen.com Læs mere om: 16/06/01 - Le Mans - Le Mans |