Historisk Rally 04/02/04
|
|
Otto og Britta Kristensen kørte fremragende på sidste nat-etape i det historiske rally Det danske rallyhold, Otto og Britta Kristensen i Lancia Fulvia 1.3S fra 1970, leverede en fremragende indsats under "de lange knives nat", den afgørende og sidste etape i Rallye Monte-Carlo Historique. |
Efter at være startet ud på etapen fra en niendeplads lå de nummer 6 efter den første specialprøve og havde allerede nået femtepladsen efter den anden. Og efter sidste specialprøve havde de i nattens løb kørt 53 strafsekunder ind på løbets vindere, nordmændene Monty Karlan og Stein Roed i Volvo 142 fra 1972. Ved målet i Monaco onsdag morgen var de dog stadig 270 strafsekunder efter vinderne, men kun 9 strafsekunder svarende til 9/10 sekund fra en fjerdeplads.
Med dette resultat har Otto og Britta Kristensen atter bevist, at de hører til den absolutte europa-elite, når det gælder historisk rally. Konkurrencen blandt de bedste 50 hold er så hård, at marginaler, tilfældigheder samt held og uheld afgør placeringerne mellem de første 10 i et løb som det historiske Monte-Carlo rally. I 2002 vandt ægteparret Kristensen løbet, sidste år lå de nr. 3, da de fik tekniske problemer, og i år blev det altså til en femteplads.
Muligheden for en førsteplads satte de til i søndags, hvor deres triptæller ikke viste nøjagtigt nok, men alligevel var de særdeles tilfredse:
"Vores mål var at komme blandt de bedste 10, og det klarede vi - godt og vel endda," sagde en træt, men glad Otto Kristensen på havnen i Monaco onsdag formiddag.
Alle de øvrige danskere forbedrede deres placeringer dag for dag gennem løbet. Lars Bækkelund og Arne Pagh i Fiat 128 Coupé fra 1970 rykkede fra nr. 95 på førstedagen op til en slutplacering som nr. 65. Preben Kristoffersen og Knud Hedegaard i Mini Cooper fra 1968 gik fra nr. 148 til 115, Henrik Clausen og Preben Sunke i Triumph Spitfire rykkede op fra nr. 180 til 138, mens Kaj Bertelsen og Erik Rasmussen i Ferrari 275 GTB fra 1965 endte som nr. 162 mod 193 på førstedagen i alperne.
Og de uheldige helte, Hilmar Andersen og Henning Friborg i Volvo 123 GT fra 1967, der søndag måtte reparere benzinpumpe midt på en specialetape, rykkede fra en håbløs placering som nr. 270 op til en slutplacering som nr. 177.
Hermed har en flok danske rallykørere, alle vel over de 50 år, bevist, at de kan være med i et hårdt løb som Rallye Monte-Carlo Historique. Og Otto og Britta Kristensen fik endnu en gang slået fast, at de kan køre lige op med de allerbedste inden for historisk rallysport. Læs mere om: 05/02/04 - Monte Carlo - Historisk Rally |