Jan Magnussen vandt igen |
4-timer 06/10/03
|
|
DTC mesteren Jan Magnussen, Formel 3 køreren Ronnie Bremer og svenske Jens Edman vandt sæsonens sidste løb på dansk jord, da DM revanchen - et 4 timers langdistanceløb - blev afviklet på Padborg Park søndag. |
|
De tre kørere delte Jan Magnussens DTC Peugeot 307 GTI og vandt foran Peugeot Statoil Motorsports anden Peugeot 307 GTI kørt af Jens Møller, Martin Pedersen og Jesper Sylvest. På tredjepladsen kom Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, der delte en BMW 320i fra Team Essex med Casper Elgaard og John Nielsen. Det var Prinsens debut i en DTC racer.
(Foto: Jan Kaiser)
Løbet udviklede sig fra start til en tæt duel mellem Peugeot og BMW. Jan Magnussen kørte sin Peugeot i front efter 15 min., men allerede omgangen efter fik han bremseproblemer.
Ved nedbremsningen efter langsiden gik bremsepedalen i bund og Jan Magnussen måtte bruge alt sit talent på at kaste bilen fra side til side, for at få den ned i fart og kørte straks i pit til det første af seks obligatoriske pitstops.
Da bilen igen kom på banen, var det som nummer 32 ud af 34 biler. Men den nykårede DTC mester og holdkammeraterne Ronnie Bremer og Jens Edman holdt hovedet koldt og kørte et fantastisk løb og efter omkring halvdelen af løbet var de atter i front. Løbet var præget af en del regn undervejs, dog aldrig nok til at man var nødsaget til at skifte til regnvejrsdæk.
"Det er en fantastisk måde at slutte sæsonen af med en 1-2 sejr til teamet. Det var selvfølgelig uheldigt at vi måtte afvikle vores første pitstop så tidligt, men det fik heldigvis ingen indflydelse på det endelige resultat. Det var rigtig sjovt at køre sammen med Jens (Edman - red.) og Ronnie (Bremer -red.). Vi var alle tre gode i den tætte trafik og det tror jeg var en af de afgørende faktorer. Jeg håber, vi kan få lov at stille med samme team igen næste år" fortalte Jan Magnussen fra Padborg Park. Jan Magnussen rejser mandag til Australien, hvor han i den kommende weekend skal deltage i Bathurst 1000, en afdeling i det populære Australske V8 Touring Car mesterskab. Læs mere om: 05/10/03 - Padborg Park - 4-timer |
|
| |