Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Citroen SAXO Cup

Davidsen suveræn, Mikkelsen vinder

Saxo Cup 
02/10/03 

-løbsrapport fra Jyllands-Ringen
Blot to point adskilte Brian Mikkelsen og Jesper Davidsen før finaleløbet. Med kendskab til deres indbyrdes anstrengte forhold, var der på forhånd lagt op til en konfrontation på banen. Jesper Davidsen afgjorde tingene ved at køre fra alt og alle, lige indtil...
 

1. heat
Jesper Davidsen og Brian Mikkelsen starter passende i første række. Davidsen kommer bedste af sted, mens Mikkelsen nærmest holder stille. Feltet kommer helskindet gennem startsvinget, men udsætter derved massesammenstødet til svinget efter publikumslangsiden. Trods flere store karosseriskader, kan alle køre fra uheldszonen ved egen kraft.
Løbet er ellers præget af stagnation i den forreste del. Jesper Davidsen sætter ny banerekord for klassen og vinder en sikker sejr foran Brian Mikkelsen, mens Jørn Vestergaard gavner sine chancer for den samlede tredieplads i Cup-stillingen. Hans eneste konkurrent, Marco Schumann ender som sekser, efter Henrik Poulsen og Henrik Jansen.

For første gang denne sæson må Brian Mikkelsen afgive mesterskabsføringen. Stillingen er 459-454 point i Jesper Davidsens favør. Startopstillingen til andet heat er ligeledes til Davidsen fordel. Han starter fra pole, mens Brian Mikkelsen er treer.

2. heat
Endnu engang går Jesper Davidsen i front, mens Jørn Vestergaard forgæves forsøger at lukke af for Brian Mikkelsen. Vestergaards rival, Marco Schumann, ligger sig på fjerdepladsen og ligger dermed til den samlede tredjeplads.
På tredje omgang halter Mads Bo Nielsen rundt i banens højre side med sin kampskadede Saxo. Omgangen efter foretager Hans Hartmann Petersen, der på dette tidspunkt er sidst efter en stop & go-straf, et solospind i nedbremsningszonen efter publikumslangsiden. Næste bil på denne del af banen er den førende Jesper Davidsen. Efter det berygtede knæk på publikumslangsiden bliver den hvide Saxo slynget rundt i en saltomotale og lander i sandkassen ved siden af banen. Kørefejl eller offer for oliespild? Flere ting taler for oliespild på banen, men en efterfølgende inspektion viser ingen synlige tegn på vædske, men olieflaget bliver vist fra flagposten få meter efter. En rystet, men uskadt Jesper Davidsen kan forlade vraget og se hvordan Brian Mikkelsen styrer mod cup-sejren.

Som om Davidsens exit ikke er nok, så bliver treer Jørn Vestergaard impliceret i en kollision med Henrik Poulsen i hesteskoen få hundrede meter efter. Begge kørere må udgå og senere i heatet spinder også Mads Gravlund af i samme sving - alle fanget af oliesporet.

Brian Mikkelsen ligger forrest med Marco Schumann som toer, mens Thomas Wulff kæmper med Henrik Jansen om tredjepladsen. Jansen vinder dén duel, men fjerdepladsen er klart Wulffs bedste resultat hele sæsonen.
På sidste omgang lykkes det Henrik Jansen at fange de to førende - og overhale dem. Sejr til Henrik Jansen, Brian Mikkelsen toer og mester, mens Marco Schumann tager tredjepladsen i løbet og cuppen.

Guld til Brian Mikkelsen, der ganske enkelt var suværen i første sæsonhalvdel og akkurat bevarede forspringet til finaleweekenden.
Sølv til Jesper Davidsen, der tilsvarende dominerede anden sæsonhalvdel og ville være mester, hvis det ikke var for hans spektakulære uheld i allersidste løb.
Bronze til Marco Schumann, der sluttede på podiet i næsten halvdelen af sæsonens 20 løb og kun udgik én gang. Sammen med firer Jørn Vestergaard var Schumann klassens mest stabile kørere.

OK Saxo Cuppen var sæsonen igennem en spændende klasse, der bød på masser af action og dramatik udadtil, mens der på de indre linjer florerede rygter om ulovlige biler - intet er dog blevet påvist.

Jesper O. Hansen

Læs mere om:
  • 28/09/03 - Jyllandsringen - Saxo Cup - Saxo Cup
  •