Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Sol og vind

Danish
Touringcar
Challenge 

30/09/03 

-løbsrapport fra Jyllands-Ringens finaleløb
Overskriften kunne såmænd være vejrudsigten for weekenden, men også et billede på hvordan det gik mesterskabsaspiranterne. Jan Magnussen vandt præfinalen, mens Team Essex Invest gjorde rent bord i årets sidste finaleheat. Dermed blev begge titler vundet i flot stil, mens Jesper Sylvest måtte igennem nogle dramatiske minutter i prefinalen, før hans Cup-sejr blev en realitet.
 

Præfinalen
22 vogne ruller ud til årets sidste præfinale, mens Gunnar Kristensen og Thorkild Thyrring allerede har pakket sammen for denne weekend. Første startrække udgøres af Jan Magnussen og Jens Edman, med Henrik Lundgaard og John Nielsen i anden række. Casper Elgaard har udsigt til de første tre startrækker fra syvende position.
Det er en højdramatisk første omgang publikum bliver vidne til. Michel Nykjær starter med ikke at starte og ser de første ti konkurrenter accelerere forbi i starten. Fra anden startrække skyder Henrik Lundgaard og John Nielsen op på indersiden af Jens Edman og rammer hinanden, hvilket ødelægger Toyotaens forhjulsophæng. På publikumslangsiden rammer Casper Elgaard og Jakob Sund hinanden i knækket. Feltets tilbageværende Toyota bliver sendt på en dramatisk flyvetur ind over grønsværen. Heldigvis har Sund erfaring fra reklamefilmbranchen og efter sikker landing genoptager han løbet fra sidstepladsen, men må nøjes med en skuffende 13. plads.
Henrik Larsen slutter sin sæson i Ford-kurven, mens Jesper Sylvest må stoppe få hundrede meter længere fremme, og sætter dermed DTC-Cup-titlen på spil, efter en kollision mellem de to Citroëner. Da støvet har lagt sig efter dén omgang er også Martin Jensens Honda Civic parkeret med ødelagt forhjulsophæng.

Forrest er Jan Magnussen på titelkurs, med teamkammerat Jens Edman som bagstopper. De to Peugeoter kører et udramatisk 1-2 resultat hjem og sikrer derved Jan Magnussen sin første danske titel i biler. På tredjepladsen er John Nielsen oppe og presse svenskeren gennem det meste af løbet men lader sig falde tilbage på sidste omgang, for at give Casper Elgaard flest mulige point. Det er dog en unødvendig gestus, da Jan Magnussen med Præfinalesejren sikrer sig mesterskabet.
Inden da har Casper Elgaard arbejdet for sine chancer. På anden omgang overhaler han Kurt Thiim, mens han må arbejde næsten halvdelen af løbet på Michael Carlsen, for at komme forbi den tidligere dobbelte DTC-mester. Michael Carlsen kører en god femteplads hjem foran Kurt Thiim.
Bagved ligger Pontus Mörth som lidt af en stopklods for Philip Andersen, fra første omgang. Efterhånden som løbet skrider frem samler der sig en hale af DTC-Cup-deltagere i halen af disse to. På tredjesidste omgang lykkes det endelig Philip Andersen at komme forbi. Selvom han øjeblikkeligt begynder at hente tid på den forankørende Kurt Thiim, er løbet for kort til at ændre på syvendepladsen for Honda-køreren. Pontus Mörth holder ottendepladsen, foran Jason Watt, der må kæmpe sig op fra sidstepladsen på gridden.

Bagved udkæmpes kampen om DTC-cuppen, hvor Pierre Legarth fører løbet an. Efter Jesper Sylvests udgåelse på første omgang, er Legarths chance at vinde præfinalen og derved bevare den matematiske chance for at overhale Sylvest i pointregnskabet.
De drømme forsvinder med blot to omgange tilbage, da Michael Schröter passerer den rød/hvide BMW. Mike Legarth bliver treer, mens Martin Pedersen taber kontakten til førergruppen og bliver firer foran Jens Møller, Carsten Leveau og Jørgen Weinreich.

Resultatet af præfinalen har dermed afgjort alle tre DTC-titler inden finaleheatet. Ud over Jan Magnussen og Jesper Sylvests kørertitler, vinder Team Essex Invest teammesterskabet. Det er dermed med et lidt lettere åndedrag der gøres klar til finalen.

Finaleheatet
Den omvendte startrækkefølge i top-6, betyder at Kurt Thiim og Michael Carlsen til en behagelig forandring starter forrest, med Essex-BMW'erne i anden og Statoil Peugeoterne i tredje række. Kurt Thiim udnytter chancen optimalt og går i front, mens Michael Carlsen hurtigt bliver opslugt af Casper Elgaard og John Nielsen. Philip Andersen har lavet en fabelagtig start fra syvendepladsen og fører Peugeotkoblet an. Her er Jens Edman forrest, foran Jan Magnussen og Jason Watt.
Længere bagude kolliderer Mike Legarth og Michael Schröter i svinget for enden af publikumslangsiden - et uheld der også implicerer Pierre Legarth. Mens Legarth-brødrene kan humpe i pit, må Schröter hjælpes af banen. Senere samme omgang sker det samme mellem Carsten Leveau og Martin Jensen, med det resultat at Hondaen bliver parkeret ret så uheldigt i overgangen fra den nye banedel til den gamle. Den velkendte safety car sendes på banen ved starten af anden omgang, mens Leveau sendes i pit til en stop and go-straf for hård kørsel.

Finalen genstartes på femte omgang, stadig med Kurt Thiim i front, men snart bytter Casper Elgaard og John Nielsen plads på andenpladsen. Også på de næste pladser byttes der plads. Allerede inden safety car-perioden er det lykkedes Peugeottrekløveret at overhale Philip Andersen og nu går det ud over Michael Carlsen.
John Nielsen slår til mod Kurt Thiim på syvende omgang. For enden af publikumslangsiden går han indenom og to omgange senere presser også Casper Elgaard sig forbi Thiim på vej mod hesteskoen. I det hele taget er det svært at være Kurt Thiim mod slutningen af løbet. Jens Edman maser sig indenom Thiim i Ford-svinget på 10. omgang og helt galt går to omgange senere da Jason Watt trækker Jan Magnussen og Jakob Sund med forbi i hesteskoen til slutresultatet: sikker sejr til John Nielsen og Casper Elgaard - Jens Edman fører Peugeoterne an foran Jason Watt og Jan Magnussen med Jakob Sund som syver og Thiim otter.
Som i præfinalen nærmer Philip Andersen sig Kurt Thiim mod slutningen, men resultatet ændres der ikke ved. Martin Pedersen slutter som bedste DTC-Cup-deltager på tiendepladsen, efter en flot udbremsning af Michael Carlsen i startsvinget.

Efter første omgangs frafald af 1/3 af DTC-Cup-deltagerne kan Jørgen Weinreich lidt overraskende ligge sig i spidsen af dette felt de første omgange, men en stop and go-straf sender ham og Carsten Leveau ned bagerst i feltet. Det overlader førstepladsen til Martin Pedersen, der derved for tredje i år gang scorer maks point.
Fra sidste startrække kører Jesper Sylvest sig til andenpladsen, efter lidt kamp med Jens Møller i starten. Møller bliver treer, mens mandefaldet giver Weinreich og Leveau fjerde- og femtepladsen.

DTC kørertitlen
Fortjent mesterskab til Jan Magnussen, der fortsatte takterne fra de foregående år. Forskellen var naturligvis at han i år deltog i alle afdelinger og det gjorde den afgørende forskel.
Sølv til Casper Elgaard efter en sæson, der viste en modnet kører med endnu mere potentiale.
Bronze til John Nielsen, der i sæsonens sidste par løb flere gange var bedste BMW-kort.

DTC teammesterskab
Sejr til Team Essex Invest. To sikre kørere i Casper Elgaard og John Nielsen og særdeles holdbart materiel sikrede titlen.
Andenplads til Peugeot Statoil Motorsport. Sin egen værste fjende. Med tre topkørere, men kun to nomirede pr. løb, valgte Peugeot "forkert" kører nogle gange. Dermed blev potentialet ikke udnyttet optimalt, hvilket kunne have gjort dette team til vinder. Tredjepladsen gik til Toyota Castrol Racing, der oftest var det eneste team, der havde potentiale til at udfordre de to "store", hvilket desværre også kostede dyrt i buler og point.

DTC-Cup
Sejr til Jesper Sylvest, der sæsonen igennem viste fræk kørsel og blandede sig med profferne, som var han én af dem.
Andenplads til Pierre Legarth, der kørte en stabil sæson og således bevarede chancen for cup-sejren til det sidste. Tredjeplads til Carsten Leveau efter en stærk sæsonstart og point i de fleste løb resten af året.

Det har været en flot, men også hård sæson, hvilket kan ses på tilmeldingerne til DTC-revanchen på Padborg Park den kommende weekend 4.-5. oktober. Her bliver det atter Peugeot mod BMW, med Jørgen Weinreichs Nissan som repræsentant for DTC-Cuppen.

Jesper O. Hansen

Læs mere om:
  • 28/09/03 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge
  •