Så skal der arbejdes:
Henrik fik ikke ligefrem den optimale start på DM-finale week-enden på Jyllands Ringen. Corollaen endte den første træning på det store fejeblad, som måtte samle den op fra sandgraven i svinget lige ind til den nye sektion.
(Foto: Toyota Castrol Racing)
"Der skete et eller andet i undervognen lige i indgangen til svinget. Jeg kunne ikke længere styre den, og forhjulene peger da også i hver sin retning, så der er sikkert brækket noget i styringen," fortalte Henrik bagefter.
Umiddelbart var der ikke de store skader at se på bilen, men mekanikerne skal naturligvis i gang med et grundigt check af hele forvognen inden der skal køres tidtagning i eftermiddag.
Men når det endelig skulle være, så skete uheldet et heldigt sted, hvor hastigheden ikke var særlig høj. Bilen blev derfor stoppet i sandgraven inden den ramte noget hårdt.
Til gengæld havde Jakob Sund en problemfri træning i den anden Corolla. Han sluttede som nummer 8, mens Henrik nåede at sætte en tid god nok til en 6. plads inden sit uheld.
Begge Corollaer i SuperPole:
"Sådan skulle det bare være hver gang! Godt resultat - hurtigt overstået - det var bare perfekt," lød det fra Toyota Castrol Racings teamchef, Rene Mouritsen, umiddelbart efter tidtagningen, hvor begge Toyotas biler kvalificerede sig til Super Pole.
(Foto: Toyota Castrol Racing)
Og han havde jo ret. Tidtagningen gik fuldstændig smertefrit for teamet, som satsede på hurtigt at sætte en tid, som var god nok til SuperPole, for dernæst at spare bilerne i resten af tidtagningen.
Corollaerne var derfor blandt de allerførste, som kørte ud på banen, og det drog både Jakob Sund og Henrik fuld nytte af. Med fri bane foran sig kørte de begge nogle få omgange og dykkede derefter ind i pitten for at følge den videre udvikling i tidtagningen.
Det viste sig hurtigt, at der efter al sandsynlighed ikke ville blive brug for at få Corollaerne på banen igen. Efter de første 5 minutter af tidtagningen var både Jakob og Henrik iblandt de 5 første, og der blev nu længe imellem at nogle forbedrede deres tider.
Det lykkedes dog for et par stykker at klippe et par tiendedele af, hvorfor Henrik sluttede som nummer 4, mens Jakob blev nummer 7. Men det ændrede ikke på humøret i Toyota-lejren. Begge biler er i SuperPole og det er som bekendt tiden derfra, som er den gældende.
Der er lagt op til en meget spændende dyst i morgen om DM-medaljerne. De 4 første i pointstillingen var også de 4 hurtigste i tidstagningen, så alle ser ud til at være i topform og indstillet på at yde deres absolut yderste. Det skulle også bare mangle andet.
Super Pole:
Begge Toyotaerne har fået gode startplaceringer til eftermiddagens sidste DTC-løb. Det lykkedes ikke at få en bil i forreste startrække, men til gengæld sidder de to Corollaer med 3. og 5. hurtigste tid på inderbanen ned imod første sving.
(Foto: Toyota Castrol Racing)
"Det var vist det bedste, som vi kunne få ud af det i dag," mente Henrik efter Super Polen. Det er naturligvis sagt med John Nielsens startposition i baghovedet, eftersom det er ham der skal holdes øje med i dag. John og Henrik ligger kun skilt med få point i kampen en 3. pladsen i den samlede stilling.
I forreste startrække ligger to Peugeoter med Jan Magnussen og Jens Edman. Derefter følger så Henrik, som har John Nielsen på sin yderside. BMW'en er en forrygende hurtig starter, men Henrik håber på, at han kan hænge så godt med, at han får lejlighed til at udnytte sin inderbane. Det kommer til dels også til at afhænge af, hvordan de to forreste kommer afsted, så starten til eftermiddagens prefinale bliver rigtig spændende at følge.
Jakob Sund fortsatte sin forrygende week-end med at besætte 5. pladsen på gridden, og han vil dermed også kunne blande sig i kampen. Henrik vil med glæde tage imod hjælp. "Kan du holde John bag dig, så vil jeg være meget taknemmelig. Men jeg tror ikke engang du når at se det grønne lys, før den BMW er fløjet," vurderede Henrik. Vi får se om nogle timer, når prefinalen sættes igang.
Prefinale:
De røde biler! Så kort kan det beskrives, hvad der fik størst indflydelse på Toyota Castrol Racings indsats i dagens prefinale. Efter en halv omgang var en Corolla parkeret ved siden af banen, mens den anden kørte allerbagerst i feltet. I begge tilfælde havde "en rød bil" været involveret.
(Foto: Toyota Castrol Racing)
Henrik nåede ikke mange meter hen ad banen før han var sat ud af spillet. "Der var en rød bil (John Nielsen, red), som kørte direkte ind i mit forhjul," var den kortfattede kommentar fra Henrik, da han lige var steget ud af bilen. Det skete allerede ved indgangen til første sving, men det lykkedes Henrik at køre videre over på publikumslangsiden, hvor forhjulet så endelig brækkede af. Derefter var der ikke andet at gøre, end at vente til heatet var slut.
Imens havde Jakob Sund fået en god start og var i kraft af Henriks uheld rykket op på en 4. plads. Den holdt dog ikke længe, for på publikumslangsiden blev han ramt på baghjulet af nok en rød bil (Casper Elgaard) og blev slynget ind på inderkredsen i et stort kænguruhop.
Jakob kunne dog fortsætte efter lige at have fået styr på, hvad der var op og ned igen, men lå nu bagerst i feltet. I løbet af heatet fik han det rettet op til en afsluttende 13. plads og han var således eneste Corolla i mål.
Oppe foran vandt Jan Magnussen prefinalen med føring fra start til mål, og han kunne således allerede på dette tidspunkt kåres som DTC-mester 2003.
Finale:
Det var en præstation helt ud over det sædvanlige, at Henriks Corolla overhovedet var med i dagens finale. Henriks mekanikerteam valgte at reparere bilens ødelagte forhjulsophæng inde midt på banen, frem for at vente på at få bilen bragt ud i pitten. Derved sparede man vigtige minutter og det lykkedes at få Corollaen ud til finalen.
(Foto: Toyota Castrol Racing)
Henrik startede dog fra pitten, men også dette var en velovervejet beslutning. "Bilen var klar i tide til at vi kunne have kørt den ud på gridden, men vi valgte at starte fra pitten i stedet. Om vi starter fra pitten eller bagerst på gridden kommer stort set ud på et, og når vi blev i pitten kunne vi lige nå at checke bilen en ekstra gang, mens de andre linede op," fortæller Jens Krohn fra Toyota.
Henrik kørte således først afsted, da hele feltet var godt på vej mod første sving, men lidt tumult på den første omgang betød, at han avancerede 4 pladser allerede inden starten blev passeret igen. Derefter rykkede han yderligere et par pladser op i løbet af de følgende omgange, men midt i heatet stagnerede fremgangen.
"Bilen begyndte at bremse uens på hjulene, og da det blev værre hen imod slutningen valgte jeg at køre ud et par omgange før mål for ikke at risikere noget," fortalte Henrik bagefter. Det blev således heller ikke til point i finalen, for selv om Henrik godtnok blev klassificeret, så var det på en 16. plads, som er udenfor pointene.
Til gengæld gav Jakob Sund Toyota-lejren noget at juble over. Fra sin startplacering som nummer 13 strøg han op igennem feltet og leverede den ene forrygende overhaling efter den anden. Han endte som nummer 6 - ikke fordi han på det tidspunkt var færdig med at overhale, men fordi der ganske enkelt ikke var flere omgange. På sidste omgang lå Jakob lige i kofangeren på den nykårede mester, Jan Magnussen, og Corollaen var rettet ind til at forsøge at tage den skalp også, men det lykkedes altså ikke.
Finalen blev vundet af John Nielsen foran Casper Elgaard, efter Kurt Thiim havde ført an halvdelen af heatet. Derefter måtte han dog give efter for et massivt pres bagfra, og han sluttede som nummer 7.
Finale:
1 John Nielsen, BMW 320
2 Casper Elgaard, BMW 320
3 Jens Edman, Peugeot 307
4 Jason Watt, Peugeot 307
5 Jan Magnussen, Peugeot 307
6 Jakob Sund, Toyota Corolla
7 Kurt Thiim, Renault Megane
8 Philip Andersen, Honda Civic
9 Martin Pedersen, Peugeot 306
10 Michael Carlsen, Peugeot 307
16 Henrik Lundgaard, Toyota Corolla Læs mere om: 28/09/03 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |