Teamet med de mange stemmer

 
20/06/03 - Det er lige før, mange må tro, at K'et i K Motorsport står for Kommentator. I hvert fald har intet team i DTC vist sig så leveringsdygtig i kommentatorer til tv-dækning som K Motorsport.

Mest kendt er naturligvis team-konsulent Tom Kristensen, der normalt varetager speakningen af DTC-transmissionerne sammen med Morten Stig Christensen og desuden sidder i TV3's Formel 1-studie. Men da Tom i seneste løb på Jyllands-Ringen måtte melde afbud på grund af et sammenfaldende F1-løb i Monaco, måtte lillebror Jacob træde til.


(Foto: K-Motorsport)

"Det klarede Jacob rigtig flot. Han har samme form for humor som Tom, taler godt for sig og vidste en masse om DTC," roser Morten Stig Christensen.

I sidste weekend kom et andet medlem af K Motorsport så på uventet overarbejde i tv-mediets skær. Oprindeligt skulle Casper Elgaard nemlig have kommenteret Le Mans, men da Casper pludselig blev indkaldt som kører, blev Martin Jensen i stedet valgt som kommentator.

"Det kom helt bag på mig, især fordi jeg aldrig selv havde kørt en prototype på Le Mans. Men selvfølgelig sagde jeg ja til udfordringen, især fordi jeg havde de fantastisk dygtige TV 2-folk i ryggen. Selv om jeg fik "hundevagten" fra kl. 22 til kl. 10 natten til søndag, gik det efter min egen mening rigtig fornuftigt. Jeg har da heldigvis også kun fået positiv kritik, og personligt havde jeg det kanonskægt. Det var lige noget for mine gamle drengedrømme at kunne få adgang til for eksempel Bentleys pit og se, hvordan et så professionelt team arbejder," siger Martin Jensen.

På Padborg Park er alle K-folkene på plads igen. I tv-studiet sidder Tom K sammen med Morten Stig Christensen, Martin Jensen sidder bag rattet af sin Honda Civic, og Jacob K servicerer de mange gæster i K-teamets hospitality.

K-motorsport
Nils Finderup


Copyright 2001-2003, Jacob K. Sport og Motorsporten.dk.