Jacob K på stand-by

 
25/04/03 - Når DTC-feltet i den kommende weekend ruller op på startgridden på Jyllands-Ringen, bliver det uden sidste års overraskelse, Honda Civic-køreren Jacob Kristensen.

K Motorsport havde ellers til det sidste håbet at kunne annoncere en tredje bil til Jacob K, men det er ikke lykkedes at skaffe de sidste sponsorer til at kunne indsætte en ekstra Civic Type-R i mesterskabet.


Jacob Kristensen kommer ikke ud at køre i K Motorsports Honda Civic'er i denne sæson. Budgettet rækker ikke.
(Foto: Nils Finderup)

"Jeg må erkende, at løbet ser ud til at være kørt for mit vedkommende. Det bliver ikke sjovt at se de andre køre ud på asfalten og vide, jeg ikke får mulighed for at fortsætte den positive udvikling, jeg selv føler, jeg var inde i. Der skal imidlertid en solid pose penge til for at være med i toppen af DTC, og jeg har simpelt hen ikke været dygtig nok til at skaffe det nødvendige økonomiske grundlag for at være med i år," siger en afklaret, men alligevel skuffet Jacob K.

Kristensen junior vil imidlertid ikke afvise, at han på den ene eller anden måde kan komme ud at køre enkelte løb i 2003-sæsonen, og under alle omstændigheder er han allerede begyndt at tænke i 2004-baner.
"I første omgang vil jeg selvfølgelig give en hånd med i teamet, og hvis jeg på nogen måde kan give noget af min erfaring med Honda'en videre til K Motorsports nye talenter Martin Jensen og Philip Andersen, vil jeg hellere end gerne gøre det. Men mit primære mål i 2003 er at arbejde koncentreret for at komme tilbage i mesterskabet i 2004," slår Jacob K fast.

K-motorsport
Nils Finderup


Copyright 2001-2003, Jacob K. Sport og Motorsporten.dk.