"Jeg har mistet respekten for John"
09/09/02 - På trods af John Nielsens verbale overfald var det ikke en videre rystet Jacob Kristensen, der bagefter kunne fortælle sin version af sammenstødet.
"Jeg kan udmærket forstå, at John var frustreret over, at han ikke kunne komme forbi, da han kæmpede for værdifulde point til mesterskabet. Jeg kæmper imidlertid ligeledes for point for at nå mine egne mål. Havde John været væsentligt hurtigere end mig, var han også kommet forbi, men det var han ikke. Jeg kørte en defensiv linie ét sted på banen, og det var på vej ned mod Ford-kurven, da jeg døjede med understyring rundt i Hesteskoen. På resten af banen kørte jeg min race-linie, for her var det ikke nødvendigt at lukke, da John ikke var tæt nok på til at kunne bremse sig indenom.
(Foto: K-motorsport)
Men én ting er at være frustreret over, man ikke kan komme forbi. Noget andet er at reagere, som John gør, da han efter afslutningen på løbet kører op på siden af mig og giver mig fingeren, hvorpå han inde i Pitten kommer over og råber og skriger. Han lovede mig ligeud, at hvis jeg gjorde den slags igen, ville jeg ryge af med et ordentlig raseri, og så var han ligeglad med, om det kostede ham mesterskabet. Hvis han regnede med at kunne psyke mig med den svada, har han så sandelig taget fejl, for det har haft den stik modsatte effekt. Jeg har mistet respekten for den gode John Nielsen. Hans reaktion var ikke særlig sportslig og da slet ikke en Le Mans-vinder værdig. Jeg synes ikke, det er den slags manerer, vores forbilleder skal lære de kommende race-generationer," mener Jacob K om episoden. |