Bette K er ikke ene om succesen

 
18/08/02 - Jacob Kristensen skal bare træde på pedalerne og dreje på rattet
Var der en kører, der strålede om kap med solen efter Valvoline Sibylla DK Sommerløbet, så var det Jacob Kristensen, Århus. K-motorsports yngste kører var denne gang ikke blot ene om at score teamets points. Han havde også sin hidtil mest konkurrencedygtige weekend i Danish Touringcar Championship.

"Det har været en skøn weekend," slog Bette K fast, efter at de værste krampetrækninger i ansigtet havde fortrukket sig ved synet af diktafonen fra www.dtc-net.dk.

"Jeg blev sekser i sprintet og otter i finalen, så jeg er fuldt ud tilfreds. Jeg var konkurrencedygtig derude og kunne forholdsvis følge med de andre, og i begge løb lå jeg sammen med Michael Carlsen, der er sidste års mester. Så, jo, jeg har haft en rigtig god weekend!"


(Foto: Birger Vilén)

Men som enhver anden topracerkører ved Jacob Kristensen også, at han ikke kunne have opnået dette resultat uden den opbakning, som han har fået fra hele staben i K-motorsport.

"Der ligger jo meget bagved det hele, forstået på den måde, at der er mange, der har bragt mig frem dertil, hvor jeg er nu," tilstår Honda-køreren, der sammen med Henrik Lundgaard, Hedensted, må bejle til den uofficielle titel som årets DTC-debutant.

"Det er jo både Steen Stærk fra Stærk Reklamebureau, der var med fra første færd, da det var en lille lyseblå Citroën Saxo, jeg kørte i, og han har så troet på projektet hele vejen igennem til i år, hvor det er blevet til DTC. Men også hele teamet, alle mekanikerne, Henrik Larsen. Alle har støttet op, og når jeg har stoppet op og sagt 'hov, hov, hvad betyder det?', så har alle været kanon til at forklare tingene og støtte mig. Det er jo sådan set kun mig, der træder på pedalerne og drejer på rattet, men der er altså også hele styrken bagved."


Copyright 2001-2003, Jacob K. Sport og Motorsporten.dk.