Rivalerne – ny dansk racerbog af Peter Nygaard
30/05/11 - Nu er man jo desværre ikke så forvendt med bøger om motorsport på dansk, så jeg er altid glad når det kommer en ny. Denne gang er forfatteren Peter Nygaard, som efterhånden har en del motorsportsbøger bag sig.
Titlen er ”Rivalerne” og tager udgangspunkt i at sammenligne de 2 største danske kørere – nemlig Jan Magnussen og Tom Kristensen
Der er allerede udgivet flere portrætbøger om både Jan Magnussen og Tom Kristensen, så det kan umiddelbart godt virke lidt udslidt. Men her er en bog der samtidig tager dem begge to under lup og forsøger at besvare det klassiske spørgsmål: Hvem er bedst? Et svært spørgsmål, fordi de næsten aldrig har mødtes i jævnbyrdigt materiel.
Forfatteren gennemgår deres baggrund og karrierer, som faktisk har mange ligheder. Gennemgangen deles udmærket op i 6 forskellige kategorier: gokart, formel 3, standardvogne, formel racing efter formel 3, formel 1 og sportsvogne. Det sjove er at begge har haft deres gang i alle 6 kategorier og forfatteren træffer for hver kategori sin dom – hvem var bedst?
Omtalen af bogen på internettet virkede på mig som en rigtig ”kioskbasker” – ”Jan siger, Tom er nået langt med et begrænset talent. Tom har omvendt ofte følt sig forbigået”. Så jeg gik i gang med bogen med det indtryk at den ville indeholde en masse ”ballade”. En trend vi har set de seneste år omkring de mange portrætbøger og biografier, som helst skal skrige på sensation. Det synes jeg sådan set ikke bogen gør. Der er faktisk mere tale om en faktuel gennemgang – dog iblandet en noget mere kritisk journalistisk linje end de andre bøger om Magnussen og Kristensen har indeholdt. Men de helt store ”afsløringer” og sensationer synes jeg ikke bogen indeholder. Der hvor forfatteren nok kommer tættest på en konflikt er ikke overraskende i perioden omkring Le Mans 2003, hvor Magnussen og Kristensen en sjælden gang mødes i direkte duel, i rimeligt ens materiel. Noget som ikke forløber helt uden gnidninger. Men ellers er situationen faktisk den at begge kørere behændigt forsøger at undgå de konfrontationer som dagspressen ellers gerne har villet fremmane.
Et godt indslag er de mange bidrag fra de mange eksperter der har fulgt begge kørere. Men bogens største styrke for den som allerede kender alt det faktuelle er helt klart de mange flotte billeder. Dels er de i farver, dels er det ikke billeder man ”har set før” og dels er der mange store billeder i stedet for ”frimærkerne”. De mange billeder gør for øvrigt, at bogen er rimeligt let læst.
Jeg følte mig OK underholdt da jeg læste bogen og billedsiden kan man bestemt ikke klage over. Så for danske motorsportsfans er bogen efter min opfattelse en ”must-have”.
Fakta:
Rivalerne (Hardback)
Forfatter: Peter Nygaard
ISBN 13: 9788771083712
Forlag: Peoples Press
Sider: 250
Allan Nielsen
|