K Motorsport klar til debut

 
10/05/02 - Kørere og team er spændte på den første styrkeprøve
Det nye DTC-team, K Motorsport, der indsætter to Honda Civic-racere har været rigtig godt med fremme i de tests der har været kørt. Men i morgen gælder det - her bliver billedet af styrkeforholdet i DTC kendt. Teamets to kørere og teamchefen glæder sig til den første styrkeprøve.

Således havde teamet i dag mulighed for at teste deres to biler på Jyllands-Ringen, og det var vigtige testomgange som blev kørt. Lille Larsen - Henrik Larsen - er af kørerne blevet udråbt som favorit til dette års mesterskab. "Jeg har det da godt med at være udpeget som favorit. Det er en meget stor ros at få af de andre kørere, men i motorsport er intet afgjort før det ternede flag er faldet," siger Henrik Larsen meget ydmygt, på trods af at han har vundet alt han har været i nærheden af.

På testdagen havde de lidt småproblemer. "Vi sloges med lidt få problemer, men fik et godt overblik over det. Jeg håber at kunne køre med i top-5, hvor jeg nok anser Jason Watt, Jan Magnussen, John Nielsen og nok også Michael Carlsen til at være helt med fremme," forklarer Larsen. Derudover ser han meget frem til at se hvad rutinerede Kurt Thiim kan præstere - de to kørere har en meget stor gensidig respekt for hinanden. "Det bliver rigtig spændende at se hvad Kurt kan gøre når han starter bagerst på søndag. Det kan jo også være at han kører efter en god tid i prefinalen, og så holder han måske som etter til hovedløbet. Det betyder også at der bliver en anden dimension i prefinalen, da der skal være et samarbejde mellem kører og pit for at finde frem til hvordan løbet skal køres. Så det handler virkelig om at være vågen," forklarer Henrik Larsen om den meget anderledes måde at køre DTC-løbene på.


Henrik Larsen tager favoritrollen med stor ro - nu handler det om at vise hvad Civic'en kan
(Foto: Motorsporten.dk)

"Jyllands-Ringen ændrer sig hele tiden, så det kan være svært at sige hvor vi kommer til at ligge, men jeg går efter en god tid og at være med blandt kørerne i superpole. Og hvis det bliver regnvejr i weekenden, så skulle det heller ikke blive et problem," forsikrer Henrik Larsen.

For Bette K - eller mere officielt Jacob Kristensen - er der begyndt at komme lidt sommerfugle i maven forud for det første løb. "Jeg har det lidt blandet: spændt og nervøs. I dag har vi leget lidt frem og tilbage med bilen og prøvet nogle forskellige ting af. Der er nogle ting som stadig kan blive bedre," forklarer Jacob Kristensen.

Men kurven stiger forsat for Jacob. "Hver gang jeg er ude i bilen lærer jeg noget nyt. Målsætningen til dette løb vil være at forsøge at køre på tider der ligger godt et halvt sekund efter Henriks tider," forklarer han. Og strategien ligger klar til løbet - der bliver ikke satset på at trille igennem. "Nej, når jeg først får hjelmen på så kan jeg ikke lade være med at give den alt hvad den kan trække," siger Jacob Kristensen.

Teamchef Carl Erik Kristensen var tilfreds med dagens test. "Det er gået rimelig godt for begge to," siger han med jysk sparsomlighed. "Det hænger rimelig godt sammen, men der er stadig nogle ting som vi kan se på og forbedrer," lyder analysen fra Carl Erik Kristensen.


K Motorsport satser på at give de øvrige kørere baghjul - men er stadig en lærefase. Her ses Civic'en under en tidligere test på Jyllands-Ringen
(Foto: Motorsporten.dk)

Han forudser at det bliver meget tæt, hvorfor forventningerne ikke bør skrues alt for højt op til det nye team. "Mesterskabet ser ud til at blive meget tæt mellem ti forskellige kørere, så vi må se hvor vi kan være med. Vi føler at vi nok kunne have testet noget mere, men det vi har gennemført har været godt for teamet. Vi har bestemt ikke spilt tiden ved tests," siger han og roser mekanikerne for en virkelig entusiastisk indsats. "Der er nogle af mekanikerne der har arbejdet hele natten og de står her endnu, så de er virkelig trætte," siger Carl Erik Kristensen.

For teamet vil en god placering i debutløbet være tilfredsstillende. "Vi håber at få en god placering i morgen, og måske komme i nærheden af podiet - men vi kan ikke forlange for meget," siger teamchefen.

Den første tidtagning køres i morgen eftermiddag - og den er ventet med spænding!

Læs også:
Lille Larsen slår Super John og Big Mag

Benji

Copyright 2001-2003, Jacob K. Sport og Motorsporten.dk.