Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

MotoCross

Danmark klar til Hold-VM i motocross

MotoCross 
20/09/16 

Ledt an af den nykronede Europamester, og kommende VM fabriks-kører, Thomas Kjer Olsen fra Sønderborg, melder det danske landshold i motocross, klar til årets VM for hold i Italien. Sammen med holdkaptajn og tidligere VM-kører, Nikolaj Larsen fra Næstved, og stortalentet fra Trige, Glen Meier, skal Thomas Kjer Olsen forsvare de danske farver, når årets største løb ruller igennem de norditalienske alper i den kommende weekend.
 

Over 100.000 tilskuere – og masser af danskere – er klar på tilskuerpladserne, når verdens bedste motocross-kørere skal forsvare deres landes ære, og forsøge at køre hæder hjem, på den sceniske bane i Maggiora, der danner underlag til arrangementet. Det danske hold har ambitioner om at nå til A-finalen, og med en talentmasse i dansk motocross, der er større end den nogensinde har været før, er vejen måske banet for et stort resultat.


Thomas Kjer Olsen

Thomas Kjer Olsen er gået fra den ene succes til den anden i år, og det hele kulminerede da han vandt EM i MX2-klassen. En bedrift der ikke er er gjort efter i over 20 år. Den præstation har samtidig indbragt ham en fabrikskontrakt hos Husqvarna, som han skal køre en fuld VM-sæson for i 2017. En helt unik chance for en dansk motocross-kører. Dette samarbejde er allerede i gang så småt, og Thomas har allerede kørt løb med fabriksdelene på sin maskine. Nikolaj Larsen har været et fast ansigt i VM i mange år, og er netop kronet til dansk mester i MX1-klassen. Nikolaj er holdkaptajn for det danske hold, og har masser af rutine, som han kan hjælpe sine unge holdkammerater med. Glen Meier skal køre i Open-klassen, og den talentfulde midtjyde, er en del af den talentmasse, der i øjeblikket gennemsyrer dansk motocross.


Nikolaj Larsen

Landstræner, Mikkel Caprani, indrømmer at det har været svært at udtage årets hold, men også at det ikke er noget man skal klage over. Han var dog i sidste ende ikke i tvivl om sit hold.


Glen Meier

Mikkel Caprani: ”Det er altid svært at udtage holdet, men det skyldes jo, at vi har så mange dygtige kørere her i landet, så det skal man måske ikke rynke på næsen af. Nikolaj Larsen har haft en god sæson indtil videre, med føring i DM MX1, samt sejre til de svenske mesterskaber. Thomas Kjer Olsen har været et kapitel for sig, med EM-guld, og en flot debut i VM MX2, og så har Glen Meier udviklet sig på rigtig mange punkter, og været i top 10 til EMX250 flere gange. Jeg føler at vi har fået sat et godt hold sammen, med både ungdommelig vilje, og en god portion erfaring blandet sammen, og nu kigger vi fremad imod Italien, hvor vi selvfølgelig håber på at det hele klapper, men hvor det først og fremmest handler om stabil kørsel og udvikling som et hold.”


Nikolaj Larsen

Video om landsholdet:

https://www.youtube.com/watch?v=6zlI_8eAg5U

Info om Monster Energy Motocross of Nations
Hold-VM køres hvert år, som en kamp imellem nationer, og det tiltrækker kørere fra de største serier i verden. Motocross er ikke blot en af de mest fysisk krævende, sværeste og mest vanskelige motorsporter, men den er også en af de mest udbredte. Det betyder at et Hold-VM, trækker deltagere fra alle verdensdele, og gør konkurrencens niveau utroligt højt. Hvert hold består af tre kørere, hvis resultater tæller sammen igennem hele weekenden. Der giver 1 point for en førsteplads, 2 for en andenplads, og så videre ned igennem resultatlisten. Det hold med færrest point til slut, vinder trofæet. De tre klasser dyster på tværs, med to kørere fra hver nation i ilden af gangen.


Glen Meier

DMU - Danmarks Motor Union