Den spektakulære australier har som bekendt overstået sin karantæne, og nu er han opsat på at vise, at han er på vej tilbage mod toppen af sporten. Det glæder holdleder for Esbjerg Vikings, Ib Pedersen, der ser frem til at sende endnu et topnavn ud på danske slagger. Det sker som minimum, når Esbjerg Vikings gæster Region Varde den 28. august.
Darcy Ward (Foto: Benny Skou)
- Det er en af verdens absolut bedste kørere, og det er lidt en drøm, at vi kan præsentere så stærkt et navn på en dag, hvor Niels-Kristian Iversen er optaget af Grand Prix. Darcy Ward er godt i gang med at vise, hvor meget han indeholder, og det er kun positivt, at vi kan få ham at se, nu hvor han efter endt karantæne igen har fortjent at komme ud at køre. Vi arbejder på, at han kan komme til at køre minimum en match mere i år og måske også nogle stykker næste år, siger Ib Pedersen, der tror, at mange speedwayfans vil benytte chancen for at se nærmere på australieren.
- Han er en kører, der trækker mange tilskuere, og vi er stolte af, at sådan en superstjerne har vist så stor interesse for at komme til at køre for os i den danske liga. Vi kan ikke være med på økonomien i ligaer som Sverige og Polen, så det er et scoop, og vi håber, at han være afgørende i en svær udematch mod Region Varde, som også er med i topstriden. Det viser også, at vi ikke stiller blodfattigt op på udebane, fastslår Ib Pedersen, som kan se frem til at benytte en tændt australier.
- Det bliver cool at prøve at køre i Danmark, og jeg vil gerne ind i ligaen. Jeg er spændt på det, men det er vigtigt for mig at få mit navn tilbage i sporten, og jeg vil vise, at jeg har begge ben på jorden. Jeg nyder virkelig at være tilbage, og det er jo en kort sæson for mig, så jeg arbejder hårdt på at komme tilbage på toppen. Indtil videre går alt godt, og jeg laver mange point, så det satser jeg også på at gøre i Danmark, slutter en formstærk Darcy Ward.
Darcy Ward optræder foreløbigt for Esbjerg Vikings i matchen Region Varde - Esbjerg Vikings den 28. august.
Esbjerg Motor Speedway
Lars Guldager Dyhr
|