I den kommende sæson vil kørere og teams i 24MX DM-A serien få hjemmebane på TV-kanalen Kanal Sport, som sender et 30 minutters sammendrag fra hver af de fem afdelinger i 2014. Kanal Sport er med fra første gang, start-bommen falder den 18. april i Holstebro, og helt til danmarksmestrene skal findes til september i Slagelse.
- Vi glæder os utroligt meget til at sende motocross på Kanal Sport. 24MX DM-A serien har nogle dedikerede atleter, og motocross er en sport, der er fyldt med action og spænding. Det er virkeligt noget vi glæder os til at formidle på Kanal Sport, siger Holger Kristiansen, der er medstifter af kanalen.
I Danmarks Motor Union er der også glæde over aftalen med Kanal Sport, og formand Jørgen Bitsch ser frem til, at motocross-sporten får plads på TV.
- Det her er en fremragende aftale for sporten som helhed, for kørere, teams og ikke mindst de danske motocross-fans. Der har længe været et bredt ønske om mere TV-tid til motocross-sporten, og det ønske får vi nu opfyldt med denne TV-aftale. Det er endnu en milepæl, vi kan notere os i vores 100-års jubilæumsår, og det er vi virkeligt stolte af, siger Jørgen Bitsch.
Kanal Sport er en del af både YouSee og HomeTrios pakker, men derudover kan du se livesignalet på kanalsport.dk - både på din computer, din tablet og din smartphone.
Det er også muligt at se VOD-klippene på Philips NetTV/SmartTV samt Samsungs SmartTV, hvor du også inden længe vil kunne finde kanalens live-signal, så alle skulle have mulighed for at følge de bedste danske motocrosskørere i 2014.
DMU - Danmarks Motor Union |