DM Supply har tidligere været at se på siden af blandt andre Jan Magnussens TCR-racer, og da muligheden for igen at samarbejde om deltagelse i TCR Denmark bød sig, gik det stærkt med at få alting på plads:
- Det er ikke mere end en måned siden at jeg blev tilbudt at få Jan som teamkammerat, men der gik ikke mange minutter fra jeg forelagde det for Pia ved DM Supply, til vi var i gang med at få projektet på skinner, fortæller Lars Højris, som glæder sig til at få så erfaren en teamkammerat ved sin side:
- Altså, det kan ikke blive meget bedre, kan det? Jan er én af de bedste danske racerkørere nogensinde, og hans erfaring med de danske baner og touringcars er imponerende, og det kommer jeg til at suge til mig i stor stil. Og så er det bare fantastisk hvordan Jan, efter en lang og imponerende karriere, stadigvæk elsker at køre race på de danske racerbaner, siger Lars Højris.
Teamet bag DM Racing består af erfarne TCR-mekanikere og eventfolk, men grundet den sene start på projektet bliver sæsonstarten på Padborg Park om halvanden uge mest af alt set som forberedelser til resten af sæsonen. Jan Magnussen har andre forpligtelser og må derfor sidde over Åbningsløbet, mens Lars Højris kommer til start - men næppe i den bil, der satses på i resten af sæsonen:
- Vi har styr på Jans bil, men i skrivende stund ved jeg ikke, om vi når at få min bil klar til Padborg Park, så der er en alternativ løsning på plads. Til gengæld er vi max klar på Jyllandsringen i maj måned, hvor vi kommer til at lave en rigtig lancering af teamet med et brag af en søndag for alle vores gæster, lover Lars Højris.
Når anden afdeling af TCR Denmark køres på FDM Jyllandsringen, bliver det med Magnussen og Højris i to ens Honda Civic Type-R FK7-racere, topklargjort og konkurrencedygtige i TCR-feltet.
Pia Søgaard, direktør i DM Supply A/S, glæder sig over at være tilbage i TCR Denmark med et stærkt team - og ikke mindst Jan Magnussen i én af teamets to biler:
- Det er en total no-brainer for os at gå helhjertet ind i det her projekt med Lars Højris og Jan Magnussen. Gennem de sidste sæsoner har motorsport vist sig at være det perfekte sted for os at mødes med kunder og andre relationer, og nu har vi muligheden for virkelig at give den gas sammen med vores gæster, siger Pia Søgaard, der ikke havde brug for lang betænkningstid, da Jan Magnussen blev nævnt som mulig kører i teamet:
- Jeg tror, min første reaktion var, at selvfølgelig skal vi have Jan med! Uden at forklejne Lars’ evner i en racerbil, så er Jan Magnussen jo et kæmpe navn i motorsportsverdenen, og samtidig er han et jordnært og behageligt menneske, som vi glæder os til at have som fast del af inventaret, siger hun.
Udover at DM Racing bliver den primære marketingaktivitet for DM Supply, er håbet også at teamet kan gøre en forskel for andre mennesker gennem sporten:
- Vi støtter i DM Supply en række velgørende formål, som ofte bliver overset blandt de større organisationer. Her arbejder vi på at kunne invitere dem med til vores arrangementer og udnytte den opmærksomhed og platform, som motorsporten byder på, til at øge opmærksomheden omkring deres vigtige formål. På den måde håber jeg, at vores investering kan gøre gavn endnu bredere end til vores relationer og actionhungrende motorsportsfans, siger Pia Søgaard.
Sæsonen i TCR Denmark starter den 27. april på Padborg Park. TCR Denmark er i år del af Danish Supercar League, som samler de stærkeste danske motorsportsklasser under én paraply og laver en motorsportsfest for hele familien på de danske racerbaner. Løbene vises desuden live på Youtube-kanalen Dansk Motorsport Live.
TCR Denmark Læs mere om: Jan MagnussenLars Højris NielsenDM RacingPadborg Park27/04/25 - Padborg Park - TCR Denmark |