 Marc Alexander Reistrup og Niklas Vejen klar til FIA Karting Academy Trophy 2025.
Som noget nyt hos det internationale motorsportsforbund, FIA, udvides Academy-serien i år med en Senior-klasse, hvor det før kun har været en løbsserie for Junior-kørere. Niklas Vejen (ASK Hedeland) fra Tune bliver Danmark og DASUs første kører i Senior-kategorien. Den 15-årige dansker skal forsvare de rød/hvide farver i en OK-N-kart, og skal i dyst med konkurrenter fra 35 andre nationer.
”Jeg er super stolt over, at DASU har valgt mig til at repræsentere Danmark i FIA Karting Academy Trophy Senior, og jeg glæder mig rigtig meget til at kunne vise mig frem på den internationale scene i en FIA-serie. Mine forventninger til mig selv er at kunne ligge helt fremme i toppen og kæmpe om podieplaceringer. Normalt kører jeg KZ2, som er med gear, så jeg er spændt på, hvordan det bliver at komme over i en kart uden gear,” siger Niklas Vejen, der er klar til international konkurrence.
 Niklas Vejen.
I Junior-kategorien, hvor der køres i OK Junior-karts, er det 12-årige Marc Alexander Reistrup (ASK Hedeland) fra Gilleleje, der tager kampen op i det store Junior-felt, hvilket bliver et møde med hele 53 andre unge kartingkørere.
”Jeg er rigtig glad for at få muligheden for at repræsentere Danmark og DASU i Junior-klassen, og det er en god chance for, at jeg kan vise mig selv frem som en international kører. Jeg forventer selvfølgelig, at jeg kan kæmpe med i top 10, og så forventer jeg derfor også, at jeg kommer i finalen til alle løb. Banerne ligger langt fra hinanden, og jeg har kun erfaringer med at køre på Mülsen i Tyskland, så det bliver en udfordring, som jeg er klar til at tage op,” siger en spændt Marc Alexander Reistrup.
 Marc Alexander Reistrup.
FIA Karting Academy Trophy køres i 2025 for 15. gang og har i årenes løb opnået status som værende en af de absolutte topserier i det internationale kartingmiljø, hvor man som kører får rig mulighed for at vise sit talent på internationalt plan. Løbsserien skiller sig ud på det punkt, at alle deltagere kører med 100 % ens udstyr (kart, motor mm.), og det dermed er en konkurrence, der udelukkende har fokus på kørerens egenskaber.
”Det er lidt af en verdensnyhed, at vi sender både en junior- og senior-kører til FIA Karting Academy Trophy, og det er to stærke kort, vi stiller med i de seks weekender, der skal køres. Vi er nu ved at finpudse forberedelsesarbejdet for de to kørere, der får både vejledning, træning og opfølgning i forbindelse med løbsweekenderne. Vi glæder os utroligt meget til at følge Marc og Niklas i 2025,” siger sportschef i DASU, Bo Skovfoged.
Marc Alexander Reistrup startede kartingkarrieren som syvårig, og allerede halvandet år efter debuten kunne der skrives danmarksmester, Dansk Super Kart-mester, Sjællandsmester samt ASK Hedeland-klubmester på CV’et. På baggrund af disse præstationer blev Marc i 2021 tildelt prisen Årets Kartingtalent af DASU. Efterfølgende har han deltaget i udenlandske serier i form af SKCC (sydsvensk mesterskab), WSK (italiensk mesterskab) og det tyske mesterskab, DKM, som han sluttede på en tredjeplads i 2024-sæsonen.
Niklas Vejen nærmer sig et helt årtis erfaring i kartingsporten, og inden for de seneste år har det taget fart for danskeren med en lang række topresultater. Ligesom Marc, er Niklas Klubmester i ASK Hedeland, i 2023 tog han sølv ved danmarksmesterskabet i OK Junior og sidste år tog han et stort spring ved at gå direkte fra OK Junior til den absolutte hurtigste klasse, KZ2. KZ2-debutåret blev ikke et år som klassens uerfarne – det blev et år, hvor Niklas konstant kørte med i toppen af feltet med flere løbssejre og pole positions samt en tredjeplads i Danish Karting League-mesterskabet.
 Marc Alexander Reistrup og Niklas Vejen klar til FIA Karting Academy Trophy 2025.
Hele Academy-serien sendes live på FIA Kartings YouTube-kanal, hvor både kvalifikationsheat og finaler vises.
Find YouTube-kanalen her.
Sådan køres FIA Karting Academy Trophy i 2025:
Academy-Senior
1.-4. maj – Portimao (Portugal)
5.-8. juni – Viterbo (Italien)
31. juli – 3. august – Rødby (Danmark)
Academy-Junior
15.-18. maj – Valencia (Spanien)
17.-20. juli – Mülsen (Tyskland)
25.-28. september – Cremona (Italien)
Bo Skovfoged
Marc Alexander Reistrup.jpegMarc Alexander Reistrup og Niklas Vejen-2.jpegMarc Alexander Reistrup og Niklas Vejen.jpeg |