På trods af en udfordrende sæson med indkøring af teamets Cupra Leon Competición TCR kørte Michael Markussen flotte resultater hjem på både Rudskogen Motorsenter og ved Night Race på Padborg Park. Ikke mindst takket være det stærkt sammentømrede mandskab bag Markussen Racing. Og det er de resultater, som skal bygges videre på i den nye sæson:
- Vi fik ikke det ønskede udbytte af vores indsats i år. Løbene på Rudskogen og Padborg Park var vildt tilfredsstillende, men på Jyllandsringen var vi både uheldige og manglede fart, og den slags koster, fortæller Michael Markussen, som sluttede på fjerdepladsen i mesterskabet; bare et enkelt point bag Gustav Birch.
(Foto: Stump Photo)
Målsætningen kommer derfor også helt tydeligt fra den hurtige koldingenser:
- Vi skal slutte i top 3 i mesterskabet. Alt andet er uacceptabelt. Med det team, jeg har bag mig, og med den kæmpe opbakning som jeg har fra mine sponsorer med Lundbæk & Hansen i spidsen, så er der faktisk ingen undskyldninger for ikke at være med helt i toppen næste år. Og det kommer vi til at være, insisterer han.
For Markussen Racing har det også stor betydning, at TCR Denmark igen i 2025 er at finde ved Copenhagen Historic Grand Prix. Og måske har det lidt at gøre med de gode resultater, som er hentet på den københavnske bybane:
- Det er mega fedt at vi er tilbage på programmet ved CHGP. Vi vandt der sidst, TCR var med, og derudover har jeg også to andenpladser, så resultatmæssigt har jeg høje forventninger til den weekend. Og så er det altid fedt at kunne køre et løb på vores hovedsponsors hjemmebane. Det plejer altid at være et brag af en fest hele den weekend, siger Michael Markussen.
(Foto: Grippo)
Mens holdet allerede er sat er der sat spørgsmålstegn ved noget andet og ganske væsentligt: Bilen. Den grå Cupra Leon Competición er nemlig sat til salg.
- Cupraen har gjort det godt, men jeg kunne godt tænke mig at prøve noget andet. Især fordi vi er et familieteam har vi også brug for en del support, så det er vi i gang med at finde en løsning på. Vi er ikke helt i mål, men det skal nok nå at falde på plads i god tid, fortæller Michael Markussen.
Markussen Racing forventer at kunne præsentere teamets nye bil i begyndelsen af det nye år.
TCR Denmark TCR 2025 kalenderen Læs mere om: Michael MarkussenMarkussen Racing |