Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Touring Car Racing Denmark

Brødrene Dall går all-in på TCR Denmark

TCR Denmark 
19/12/24 

TCR DenmarkDe to motorsportsbrødre gør fælles front i nyt team og er klar til at kæmpe mod de bedste i dansk banesport i 2025.
 

Familien Dall er et ganske velkendt navn i motorsportskredse. Brødrene Magnus og Mathias har i årevis turneret på både gokart- og rallycrossbanerne i ind- og udland, men i den kommende sæson slår de sig sammen og sigter højt i TCR Denmark.


(Foto: Dall Racing)

Med to ens Honda Civic Type-R TCR-racere håber de to brødre at kunne gøre god figur blandt topkørerne i TCR Denmark. Og selvom ambitionerne er høje, er der også tilsat en vis portion ydmyghed - ikke mindst for Magnus Dall, som skifter en vild, firehjulstrukken Supercar-rallycrossbil ud med en TCR-bil - og løst underlag med asfalt:

- Jeg skal nok bruge en del flere omgange på at tilpasse min kørestil til en TCR-bil, end Mathias skal. Efter ti år på de internationale rallycrossbaner med 600 hestekræfter under højrefoden, skal jeg lige finde frem til mine erfaringer fra gokart-tiden. At køre sidelæns med speederen i bund er nok ikke den hurtigste måde at køre en Honda Civic TCR-racer på, siger Magnus Dall.


(Foto: Dall Racing)

Lillebror Mathias er til gengæld fyldt med optimisme. Efter tre sæsoner i den internationale Renault Clio Cup har han høje forventninger til at køre på de danske baner med en fuldblods TCR-racer:

- Jeg har fået rigtig meget erfaring ved at køre på nogle af de helt store racerbaner i Renault Clio Cup. Hvis man skal være med i toppen af et 60 biler stort felt, skal der gives fuld gas og lidt til hele vejen rundt på banen. Det bliver en udfordring med den hurtigere bil og de mindre baner - men den tilvænning tror jeg på kommer til at gå hurtigt, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger Mathias Dall.


(Foto: Dall Racing)

Som altid dirigeres familieteamet af Kim Dall, der som navnet antyder, er far til brødrene. Han ser skiftet til TCR Denmark som en god udfordring for teamet såvel som brødrene:

- Vi er alle glade for at det hårde arbejde de sidste måneder har båret frugt, så Dall Racing i 2025 stiller til start i TCR Denmark. Ambitionerne er beskedne og på samme tid ambitiøse. Vi skal gøre vores egne erfaringer i vores lille team, men vi føler os godt rustet til at kæmpe med i toppen af TCR Denmark, siger han og fortsætter:

- Mathias skal kæmpe med om U25-mesterskabet og slutte i top 5 i det samlede mesterskab, mens Magnus lige skal have lov at finde sin gamle kørestil frem, inden han kan kæmpe med i top 5 efter sommerpausen, lyder det fra teamchefen.

De to Honda Civic Type R-racere er netop leveret fra JAS Motorsport i Italien, og den næste tid kommer til at gå med at forberede alting til sæsonstart.

TCR Denmark

Læs mere om:
  • Magnus Dall
  • Mathias Dall
  • Dall Racing
  •