Fortællingen er hans og kronologisk. Så vi starter med Rindt, der i en Lotus var den første Ecclestone kører der vandt noget. I otte episoder snakker Ecclestone om mennesker han har kendt - en personlig fortælling der bliver mere end det, som årene går. For faktum er, at han forsøgte i kvalifikationen en gang i 50'erne, uden den store succes. Senere vendte han tilbage, som manager og fik noget succes. 1970 blev det år hvor F1 gik fra at være noget med sport at gøre, til at være det, der blev stort.

Der ikke mange overraskelser. Det hele er kendt i forvejen, et par fortællinger skifter form og hovedperson. Laudas exit på Suzaka i 1976 bliver forståeligt, mens det spil der foregik i pitten , hvor alle teams blev præsenteret for en kontrakt omkring tv-rettigheder, bliver ladt tilbage i skyggen. Blot hedder det at de andre teams bare sagde "kan du ikke gøre det" til Bernie og jo, det kunne han da godt.

Forklaringen skal måske findes i hans personlighed, hvem han var på det tidspunkt. Han var en teamejer - ved en tilfældighed - der blandede sig fordi han kunne, og andre ikke gad, eller kunne overskue det. Der var ingen plan, som han fortæller, det var egentlig bare en række af begivenheder, der hang sammen. At tro andet er oplagt, når man kigger fra cirka 2000 og tilbage, men stiller man sig der hvor man ikke kan se hele billedet, må man give ham ret. Det har virkelig bare været tilfældigheder, det hele, ikke en forkromet masterplan, bare en række mennesker som han omgikkes, og kom godt ud af det med.

Der en tydelig kronologi i fortællingen. Det ene år tager det andet. Fra 70'erne og Brabham, til 90'erne som vicepræsident i FISA og videre til job som hvad han nu var... Manden med tv-rettighederne? Undervejs skifter hans nærmeste - fra kørerdragter i 70'erne, til jakkesæt i 90'erne. Bernie selv er et ikon. Hvid, åbenstående skjorte. Simpelt og brugbart. Når man skal tælle penge eller diskuterer med teamet, eller banken passer han ind. Med tiden bedre og bedre.

I moderne tid bliver bankmændene hovedrolleindehavere. Indtil da han selv sidder for bordenden, sekunderet af Max Mosley og andre. Her bliver fortællingen lidt uklar. navnene bliver slynget ud i en let forvirrende strøm. Det er en svaghed. Forklaringen er, at de første år var det Ecclestone og Mosley, og før ham Balestre, der tegnede F1. Efter årtusinde skiftet, begynder det at gå hurtigt, bankmænd kommer og går, nogle sidder i bestyrelse, andre er på gennemtræk.

Undervejs er der sat tid af til de, der ikke var med hele vejen, at skæbnen hentede dem undervejs. Rindt var den første, men langtfra den eneste. At sidde i Bernies position er et ensomt arbejde. Man kan nævne Flavio Briatore, som var manden med Renault skandalen, som sendte Piquet jr i pitmuren for at hjælpe Alonso fremad. Bernie kalder ham for et ærligt menneske og han kunne ikke forestille sig at han egentlig stod bag. Her lider fortællingen under den manglende journalistik, fordi man kunne jo godt gå mere ind i dette møde mellem Ecclestone og Briatore og forholdet mellem dem - mere end "jeg kan ikke forestille mig at han var skurk". Dette udsagn kommer til at stå uimodsagt. Det samme gør sig gældende for Ferrari-gate, hvor McLaren tilstod spionage mod Ferrari. Bernie lukkede diskussionen med at frikende Ron Dennis, og igen siger "han er ikke sådan" og "det må være en anden".

Titlen på serien er "Lucky" og det handler om Bernie Ecclestone, som måske har været heldig, med sine forretninger og sine samarbejdspartnere, men som alligevel kommer til at stå som en naiv mand. Serien sluttede i torsdags med 8. afsnit på Viaplay.

Martin Møller-Thomsen