Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Porsche Carrera Cup Scandinavia

Porsche Carrera Cup Scandinavia kommer til FDM Jyllandsringen i 2024

Porsche
Carrera Cup
Scandinavia  

22/11/23 

Efter mange år vender en officiel Porsche-serie tilbage til dansk grund, når Carrera Cup Scandinavia og Sprint Challenge Scandinavia kan opleves på FDM Jyllandsringen til sommer.
 


(Foto: A1 Work)

Porsche-fans ved, at motorsport er en vigtig del af det tyske sportsvognsmærkes DNA. Nu kan de samme fans glæde sig til, at Porsche Carrera Cup Scandinavia og Porsche Sprint Challenge Scandinavia næste år kan opleves på FDM Jyllandsringen. De to skandinaviske mesterskaber gæster nemlig Danmarks nationalracerbane – for første gang siden 2011 – til juni, hvor en Porsche-festival vil danne rammen om en weekend med motorsport og entusiasme i fokus.


(Foto: A1 Work)

Porsche Carrera Cup Scandinavia er en officiel mærkeserie organiseret af Porsche Motorsport og den svenske importør af Porsche. Det første mesterskab blev afviklet i 2004, og i 2021 debuterede supportserien Porsche Sprint Challenge Scandinavia. Mens Carrera Cup anvender den seneste udgave (992) af 911 GT3 Cup, gør Sprint Challenge brug af tidligere udgaver (991.2) af 911 GT3 Cup samt 718 Cayman GT4 Clubsport og 718 Cayman GT4 RS Clubsport.


(Foto: A1 Work)

– Vi er enormt stolte over endelig at kunne bringe Porsche Carrera Cup og Porsche Sprint Challenge til Danmark. Motorsport har som bekendt essentiel betydning for vores mærke, og sammen med vores kollegaer fra Porsche Sverige er vi begejstrede over at kunne give de danske Porsche-fans mulighed for at opleve to så højt profilerede mesterskaber på tætteste hold. Vores engagement i motorsporten satte nye højder i år, hvor det unge danske talent Gustav Krogh og Porsche Denmark Racing sikrede sig GT4-mesterskabet i Porsche Sprint Challenge Scandinavia. At se de mange dygtige teams og kørere udfolde sig gav os blod på tanden, og vi glæder os til at præsentere hele showet for et dansk publikum, lyder det fra direktør hos Porsche Danmark, Christine Jelved.


(Foto: A1 Work)

– FDM Jyllandsringen er en mangeårig samarbejdspartner for Porsche Danmark når det gælder vores populære Porsche Driving Experience og andre køreevents. Vi er glade for nu at kunne udvide partnerskabet med en motorsportsweekend af højeste kaliber, hvor vi håber at kunne tiltrække hele familien til en sand Porsche-festival med masser af racerløb og sjove aktiviteter, som er inspireret af det, vi allerede kender det fra vores årlige Sportscar Together Day, lyder det fra PR- og marketingchef hos Porsche Danmark, Katrine Bleeg.


(Foto: A1 Work)

2024-udgaven af Porsche Carrera Cup Scandinavia og Porsche Sprint Challenge Scandinavia skydes i gang den 23.-24. april med fælles rollout på svenske Gelleråsen Arena, mens sæsonpremieren afvikles på Scandinavian Raceway i Anderstorp den 3.-4. maj. De to mesterskaber afvikles over seks afdelinger, som finder sted på racerbaner i både Danmark, Norge og Sverige – med tredje afdeling på FDM Jyllandsringen den 29.-30. juni.


(Foto: A1 Work)

Porsche Danmark


Læs mere om:
  • 30/06/24 - Jyllandsringen - Porsche Carrera Cup Scandinavia
  • 30/06/24 - Jyllandsringen - Porsche Sprint Challenge Scandinavia
  •