Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

F1-sportens megalomani

Formel 1 
23/09/22 

F1 løb er godt. Mange løb må være bedre
De amerikanske tilstande er ved for alvor at snige sig ind i F1. Big is Better har altid været et amerikansk mantra, hvor den europæiske tankegang, inspireret af poeten Robert Browning, mere har været Less is more. F1 kalenderen 2023 har 24 løb i kalenderen strækkende sig fra februar til november.
 

I gamle dage, hvilket konkret vil sige frem til 1961, var der fem sæsoner med otte VM løb. Det er sådan en sæson der skal køres tre gange i 2023. 24 løb! I mange år var det 16 løb, der blev kørt om året. Det er en stigning på 50% siden de glade dage, hvor Lauda, Prost, Piquet og Senna vandt VM titler. Først i slutningen af 90'erne sneg det 17. løb sig ind i kalenderen.

Amerikanere kan nogle ting. Og andre ting, har de historisk set haft problemer med. På den positive side, så er de bevidste om, at sport også er underholdning, og hvis der skal være tilskuere, så skal det gøres interessant for dem. Ingen gider at se på en kedelig sport. Og i de sidste mange år har F1 døjet med to problemer når det kommer til underholdningsværdien. Dels løbenes kvalitet, dels en udpræget forudsigelighed. Det første er der faktisk sket noget med til denne sæson, mens det med forudsigeligheden ikke har ændret sig.

Derfor er det også lidt groft at forvente at tilskuerne vil være med på at se flere løb af det samme. To af de mest dominerende sæsoner der har været, var 1988 med Prost og Senna og 1992 med Mansell. I 1988 ville flere løb sikkert have givet flere sejre til McLaren, men det havde ikke gjort så meget for VM kampen var intens. I 1992 ville flere løb have betydet flere sejre til Mansell, og måske et par stykker til Patrese, fordi titlen var i hus. 1992 var ikke blevet mere interessant, hvis den havde været længere.

En udvidet kalender giver flere penge til F1! Men det vil alt andet lige gøre det sværere for racerløb på mindre niveau. Man risikerer at ødelægge fødekæden for fremtidige stjerner. For antallet af tilskuere til juniorløb på den lokale bane, vil få svært ved lokke folk til. Man kan jo allerede se tendensen i nogle klasser hvor de tribuner man kender fra F1, står gabende tomme, når der kørers standardvogne. Motorsport på topplan er stort, men på vejen mod toppen er antallet af tilskuere begrænset. Og med flere løb i F1, vil det kræve man aktivt tilvælger nationale kategorier.

Man har droppet løbet i Rusland, men der er stadig proppet med politisk problematiske løb i næste års kalender. Igen er det pengene der trækker, ikke det sportslige og ikke historien. At der mangler løb i både Frankrig og Tyskland er opsigtsvækkende. Frankrig lider under at de aldrig har haft en rigtig fantastisk bane. Det er ikke problemet i Tyskland. Men tendensen peger på løb uden for Europa, steder hvor man ikke skelner mellem sport og politik og hvor et F1 løb er en mulighed for at lade landets suspekte leder sole sig i international opmærksomhed.

Endelig er der andre sportsgrene. F1 vil fint være i stand til at konkurrere mod hvad som helst, hvis de laver et ordenligt show - og skruer ned for frekvensen. 16 løb gør F1 løb til noget særligt, som man kan arrangere sine weekender omkring. 24 løb betyder bare, at hvis man misser et løb den ene uge, så er der et nyt i næste uge. Igen en amerikansk tankegang. Og en tankegang der potentielt skubber mere end marginaler af tilskuere væk.

Så flere F1 løb næste år, men det er langt fra sikkert, at det giver mere underholdning.

Du kan se Formel 1 kalenderen for 2023 her

Martin Møller-Thomsen