Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Speedway

Dansk Metal på sidste omgang i Speedwayligaen

Speedway 
16/12/21 

Efter et langvarigt samarbejde stopper Dansk Metal som ligasponsor for den bedste danske speedwayrække. Det gode og værdifulde samarbejde afløses i det nye år af et nyt koncept.
 

Når de bedste danske ligahold igen skal vride gashåndtaget, bliver det under et nyt navn, da Dansk Metal efter en længere årrække ikke længere skal være sponsor for Speedwayligaen.

- Vi har haft et overordentligt godt samarbejde, der både har tilgodeset vores medlemmer og givet fornem eksponering til Dansk Metal. Det er dog også naturligt, at vi efter så lang tid vil vælge at bruge nogle af vores kræfter på andre kanaler, men vi siger tak for et godt og tæt samarbejde, som har været givtigt for alle parter, siger Carl Mahler, Organisationssekretær i Dansk Metal, som også fremhæver dansk speedways evne til at tiltrække internationale begivenheder.

- Undervejs har vi nydt godt af de store samlende events, hvor vi har haft mulighed for at gøre ekstraordinære ting, som har været med til at give endnu mere positiv energi omkring Dansk Metal. Vi har vist, at vi passer godt sammen, og vores medlemmer har også en forkærlighed for sporten. Nu vil vi give stafetten videre, da vi har fået rigtigt meget ud af samarbejdet, og så kan det da heller ikke udelukkes, at vi i fremtiden kan se os selv i speedway igen.


(Foto: SportXpress)

Fortsætter i højt tempo
Bestyrelsesformand i Speedwayligaen, Jørgen Bitsch, trækker også de positive ting ud af en langvarig relation, mens han bruger tiden til at se frem mod nye tider.

- Der er ingen tvivl om, at Dansk Metal har været en overordentlig vigtig medspiller for dansk speedway, og det skylder vi dem en stor tak for. Forholdet er stadigt yderst venskabeligt, og vi fik sagt pænt tak for denne gang på vores årlige liga-seminar på Dansk Metals faciliteter i Jørlunde. Sammen har vi været i stand til at øge topfarten på både samarbejdet og den danske liga, som til stadighed hører blandt de bedste. Både Dansk Metals medlemmer og speedwayfolket er vant til yde en indsats, og derfor har vi passet så godt sammen, fastslår Jørgen Bitsch, der tror på en spændende fremtid for Speedwayligaen.

- Nu åbner vi et nyt kapitel, hvor vi er undervejs med flere spændende tiltag, og vi kommer til at fortsætte i højt tempo. Nu vil vi benytte lejligheden til at tage tingene i en lidt ny retning, og det skaber selvfølgelig nogle andre muligheder. Vi er glade for, at vi lukker dette kapitel på god vis, og så er det med at holde farten i den her fantastiske sport.

DMU - Danmarks Motor Union