En juniorkontrakt betyder for Vesti, at han nu udvikles af Mercedes’ folk, mens han samtidigt passer sin karriere i F3 hos ART.
”At blive Mercedes Junior kører er det, jeg har arbejdet og kæmpet for i mange år. At kunne arbejde sammen med Mercedes og motorsportsverdenens bedste ingeniører, er et kæmpe boost for min karriere. Jeg glæder mig til at opbygge vores relation over de næste mange år. Jeg vil gerne sige et stort tak til teamets øverste chef Toto Wolff og hele hans team for deres tillid til mig og min fremtid.”
(Foto: Riis Photography)
”Jeg beundrer Mercedes meget for deres mentalitet og hårdtarbejdende attitude, som gør, at de har været i stand til at vinde verdensmesterskabet hele 7 gange i træk. Tanken på Mercedes har været min daglige motivation til at forsøge at yde mit allerbedste og måske allermest, når tingene har været sværest.”
”Mercedes’ junior program består af meget få og nøje udvalgte kørere, hvilket gør det endnu mere utroligt at få lov til at være en del af.”
Men uanset en stor dag for Vesti holdes fokus på én eneste ting. Der er nemlig kun en fremtid, hvis den forestående sæson sikrer Vesti succes og allerhelst et mesterskab. Det er målet. Med skiftet til franske ART står Vesti overfor en ny og meget spændende udfordring. ART er teamet, hvor de største F1 kørere har taget deres sidste udviklingstrin inden F1.
”Jeg har valgt ART fordi, at teamet virkeligt har vist mig hvad de er i stand til at udrette med det rette samarbejde. Samarbejdet mellem ART, Mercedes og jeg, er starten på en utroligt spændende rejse for mig, som har været et mål på vej til min ultimative drøm. Jeg glæder mig enormt meget til 2021, hvor jeg virkeligt bliver sat på prøve fra alle vinkler. Jeg er 100 procent klar til sæsonstart.”
”Jeg skifter til ART, for udvikle mig som kører. Det jeg finder interessant ved ART, er deres utrolige succes med deres unge kørere. ART er et benhårdt team i positiv forstand, som fokuserer meget på data, men også på mig som kører. Jeg elsker at nørde med data! Så allermest glæder jeg mig til at starte det nye samarbejde med min ingeniør. Det kommer til at kræve meget af mig som person og kører, fordi der er mange nye ting at lære. Men jeg kan slet ikke vente med at køre den første officielle test med ART i februar.”
Det helt nye offentliggjorte samarbejde med 7 X verdensmester Mercedes var også afgørende for valget for Vesti, da Mercedes traditionelt sender deres unge kørere til ART, herunder senest super talentet George Russell.
”F1 teams kigger meget på ens omstillingsparathed. De bedste kørere har denne evne at kunne tilpasse sig en ny situation og at blive udfordret af nye øjne. Det er en stor udfordring at skifte team, men jeg tager det bedste med mig fra Prema, hvor jeg har elsket at være!! Med en anden tilgang fra et nyt team, tror jeg, at jeg kan rykke mig yderligere”, siger Vesti.
Vesti skylder mange en tak for overhovedet at være kommet i betragtning til en junior kontrakt. Det er mennesker, der har udviklet ham som kører og mennesker, der igennem finansiering af hans karriere har givet ham muligheden og chancen for at vise sit værd”.
”Mine evner og resultater er ikke kommet af sig selv. Der er mennesker, der har set mig og givet mig muligheden. Et kæmpe TAK til mine teams, Van Amersfoort og Prema, som utrætteligt har knoklet med mig og for mig. Af hjertet tak til mine sponsorer og investorer. I er for vilde, at I har ladet mig komme hertil. TAK til mit personlige team - og min manager foruden hvem, jeg ikke havde været i nærheden af det her.”
(Foto: Riis Photography)
Dorte Riis Madsen Læs mere om: Frederik Vesti |