Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ELMS

Malthe Jakobsen kører European Le Mans Series i 2020

ELMS 
20/01/20 

Sidste års Danmarksmester i Formel 4 sigter højt i den kommende sæson. Malthe Jakobsen skifter formelbilerne ud med en LMP3-prototyperacer og de store europæiske racerbaner. I 2020 deltager han i European Le Mans Series for det britiske team RLR Msport i LMP3-klassen.
 

LMP3-bilen er udstyret med en 450 hestekræfters V8-motor med baghjulstræk og masser af downforce. Malthe har prøvet kræfter med teamets nu pensionerede Ligier JS P3 på Donington Park i England, hvor han fik en forsmag på hvad der venter ham.

En anden forandring fra forrige sæsoner er, at Malthe fremover skal dele bilen med to andre kørere. Hvert løb varer i fire timer, og sammen skal kørerne sørge for at få bilen over målstregen i hel tilstand - og helst som den første.

- Der er en stor forskel fra Formel 4-bilerne, ikke mindst på grund af de mange kræfter, og man kan mærke at det er en rigtig racerbil. Jeg følte mig ret hurtigt godt tilpas i den, og teamet var tilfredse med min indsats, så selvom jeg ikke havde regnet med at skulle over i langdistanceløb endnu, blev det pludselig til en interessant mulighed for mig, fortæller Malthe og fortsætter:

- Det er et kæmpe skridt for mig, ikke bare at skulle køre om Europamesterskabet, men også at skifte fra de korte sprintløb i formelbiler til fire timer lange løb. Jeg tror at tidspunktet er rigtigt i forhold til mit mål om at blive professionel racerkører. Vejen til en fabrikskontrakt er kortere ved at gå denne vej, fortæller Malthe Jakobsen, som har lavet aftale med et af feltets mest professionelle teams.

En moden og professionel racerkører
RLR Msport har mange års erfaring fra European Le Mans Series. I 2018 vandt teamet mesterskabet i netop LMP3-klassen, som også bliver Malthes plads i den kommende sæson. At et så erfarent team har udvalgt Malthe som kører er ikke et tilfælde, forsikrer teamchef Nick Reynolds:

- Malthe har vist sig som en utrolig moden kører, trods sin unge alder. Han arbejder yderst professionelt med bilen, og hans vilje til at samarbejde med teamet er usædvanlig. Jeg glæder mig over at have Malthe i vores bil i den kommende sæson.

European Le Mans Series bliver kørt over seks afdelinger, startende med Circuit de Barcelona i starten af april. Herefter går turen til Monza (Italien), Paul Ricard (Frankrig), Silverstone (Storbritannien), Spa Francorchamps (Belgien) og Portimaõ (Portugal). Teamet som vinder mesterskabet sikrer sig en startplacering til 24 timers-løbet på Le Mans i 2021 - en stor gulerod at vifte om næsen på et ungt racertalent.

Jakobsen Motorsport

Kim Gripping

Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  •