Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Rally Team Mejer kom hjem med den store medaljehøst i Danmarksmesterskabet i rally

DM Rally 
14/10/19 

Da Anderup El Rally, lørdag den 12. oktober kl. 12.01, blev flaget i gang fra Haderslev, var Rally Team Mejer sikret både guld- og sølvmedaljerne i den historiske klasse over 2.000 ccm. Spørgsmålet er blot hvordan fordelingen skulle være.
 

Efter en meget regnfuld nat, imellem fredag og lørdag, var det med stor spænding at mandskaberne fra de to Volvo 242 Turbo, satte sig i notebilerne for at gennemkøre de 4 hastighedsprøver inden starten på Anderup El Rally lørdag middag. I rallyet, skulle de 4 hastighedsprøver gennemkøres hver to gange. Allerede inden starten på formiddagens gennemkørsler, blev det varslet at prøve 3 og 7 var aflyst, da den kraftige regn havde skyllet dele af en grusvej væk.


På vej mod det historiske Danmarksmesterskab, forlader Heino Mejer og Bo Mølgaard Kolding Kommune med vask af kommuneskiltet.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Gennemkørslen af ruten viste at der skulle køres med hovedet, og ikke kun med speeder og bremse. Det forstod både Heino Mejer / Bo Mølgaard Jensen og Kurt Mejer / Steen Bøgelund åbenbart at administrere. De sluttede Anderup El Rally med den yngste generation på toppen af podiet i den historiske klasse over 2.000 ccm, med senior generationen på næstøverste trin.


Heino Mejer og Bo Mølgaard forsøger at dækkene til at gribe fast i det våde og fedtede underlag på en af løbet asfaltveje.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Dermed var der sikret guldmedaljer i kampen om Danmarksmesterskabet i nævnte klasse til Heino Mejer og Bo Mølgaard, mens Kurt Mejer og Steen Bøgelund kunne tage hjem med sølvmedaljerne om halsen.

Alt i alt har det for Rally Team Mejers vedkommende været en sæson præget af mekaniske problemer med flere ”udgået” på resultattavlerne. Det har været generelt for deltagerne i klassen, så da resultatet endelig skulle gøres op i lørdags, faldt det ud til Rally Team Mejers fordel.


Kurt Mejer og Steen Bøgelund kørte en flot 2. plads hjem i Danmarksmesterskabet for historiske biler over 2.000 ccm.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Kurt Mejer udtalte efter Anderup El Rally: ”Det har været en stor udfordring i dag. En dag vi sent vil glemme. Efter nattens kraftige regn, var vejene ekstremt glatte, og blot et vip med storetåen på speederen, kunne være nok til at få bilen ud af balance. Mange steder stod der flere centimeter vand på vejen, og var der ikke vand, var vejene dækket at både mudder fra landmændenes traktorer eller nedfaldne blade. Der var ikke mange meter vej uden glat underlag. Vi har haft et rally, hvor der skulle køres med hovedet. Heldigvis holdt både Heino og jeg bilerne på vejen, så Heino og Bo kunne tage hjem med guldmedaljerne om halsen i Danmarksmesterskabet for historiske biler, og jeg og Steen kunne køre hjem med sølvet.”


Vandpytterne var dybe og talrige i Anderup El Rally. Her er Kurt Mejer og Steen Bøgelund på en af de glatte og våde asfaltveje.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Ud over guld- og sølvmedaljerne i det historiske Danmarksmesterskab, var der guldmedaljer til Heino Mejer / Bo Mølgaard og sølvmedaljer til Kurt Mejer / Steen Bøgelund i Mini Rally Syd turneringen, og endelig pokaler for 1. og 2. pladsen i Anderup El Rally, også i den historiske klasse over 2.000 ccm.


Både de mange medaljer og pokalerne måtte luftes inden teamet skal hjem og vaske bilerne efter et fantastisk rally.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Vinteren gås nu i møde med glæden over årets resultater, og tankerne vendt mod næste sæson. Hvad der skal ske er endnu uvist, men der arbejdes allerede med planerne for sæson 2020.

Rally Team Mejer

Viggo Johansen
rallypics.dk


Læs mere om:
  • Heino Mejer
  • Sydjylland
  • 12/10/19 - Sydjylland - DM Rally
  •