Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ADAC Formel Masters

Dansk mesterskabsvinder vil vinde flere sejre på Hockenheim

ADAC
Formel Masters 

04/10/14 

Det danske stortalent og Formula Racing-kører Mikkel Jensen sikrede sig for to uger siden mesterskabstitlen i ADAC Formel Masters og kører i denne weekend sæsonens sidste løb på den tyske Formel 1-bane Hockenheim.
 

Det danske stortalent Mikkel Jensen har allerede sikret sig mesterskabet i ungdomsserien ADAC Formel Masters, men det afholder ikke den nybagte mester i at stille op til sæsonens tre sidste løb, som afvikles i denne weekend på tyske Hockenheim.


Mikkel Jensen

- Missionen er fuldført, men rejsen er jo ikke slut endnu, lyder det fra Mikkel Jensen.

- Konkurrenterne kan ikke længere nå mig på point, men der er stadig tre mulige sejre at hente, og dem vil jeg gå efter med samme energi, som jeg har lagt i alle de andre løb.

Den 19-årige århusianer har haft en forrygende sæson i den populære tyske formelserie, der anses som et springbræt til større serier som Formel 3. Indtil videre har Mikkel Jensen vundet ni sejre, taget otte pole positions og været på podiet hele 14 gange.

- Tidligt på sæsonen havde vi problemer, og efter tredje afdeling på Lausitzring havde jeg kun en kneben føring på nogle få point, forklarer Mikkel Jensen, som imidlertid nu ligger i front med 99 foran nummer to.

- Men på Red Bull Ring tog det fart. Det var min bedste weekend i sæsonen med to pole positions, to sejre og en yderligere podieplacering, og derfra blev det bare bedre og bedre.

I denne sæson har Mikkel Jensen været tilknyttet det østrigske Neuhauser Racing, og mesterskabstitlen er teamets første. Næste skridt er at vinde teammesterskabet, som Neuhauser Racing i øjeblikket fører, men som stadig er i spil op til weekenden.


Mikkel Jensen

- Neuhauser Racing har været som en familie for mig hele året, og det betød rigtig meget for mig at kunne hente deres allerførste mesterskab, lyder det fra Mikkel Jensen.

- Den perfekte afslutning på denne sæson vil være, hvis jeg også kan hjælpe med at vinde teammesterskabet for Neuhauser Racing.

Med hensyn til fremtidsplaner, har den danske racerkører endnu ikke andet nyt at berette, end at der arbejdes på forskellige muligheder for at rykke en serie op i 2015.

- Mesterskabstitlen har også sikret mig en Formel 3-test, så det går jeg naturligvis og forbereder mig på. Men ellers er intet endnu fastlagt, lyder det fra Mikkel Jensen.

- Jeg har tidligere sagt, at jeg gerne vil rykke op i det europæiske Formel 3-mesterskab eller GP3. Vi har løbende dialoger med forskellige teams, men leder stadig efter den bedste mulighed for at komme videre.

Tidsplan for ADAC Formel Masters, Hockenheim ring, 3.-5. oktober

Fredag 3. oktober
10.45 — Træning
15.00 — Kvalifikation

Lørdag 4. oktober
09.55 — RACE #1 (25 minutter)
16.40 — RACE #2 (25 minutter)

Søndag 5. oktober
15.05 — RACE #3 (25 minutter)

Følg Mikkel Jensen LIVE via livetiming og livestreaming på www.adac-motorsport.de

Formula Racing


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Hockenheim
  • 05/10/14 - Hockenheim - ADAC Formel Masters
  •