Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Thundersport Championship

Dennis Lind kan blive den yngste DTC mester

DTC 
24/09/13 

DTC - Danish Thundersport ChampionshipI den kommende weekend afvikles finalerunden i dette års DTC mesterskab på Jyllandsringen ved Silkeborg. Hvor mesterskabet de sidste ti år har været vundet af de etablerede navne som Jan Magnussen, Casper Elgaard og Michel Nykjær, så er det nu sikkert, at titlen i år ikke kan vindes af en af de tre. Jan Magnussen, der har misset et par afdelinger, og Casper Elgaard, har ikke længere en matematisk chance for at vinde mesterskabet og Michel Nykjær har kun deltaget en enkelt gang som gæstekører.
 

Tilbage i mesterskabskampen er kun 20-årige Dennis Lind fra Roskilde, der skal kæmpe om titlen med veteranen og tidligere Le Mans vinder 57-årige John Nielsen. Vinder Dennis Lind titlen bliver han den yngste DTC mester nogensinde, hele fem år under den hidtidige rekord. Vinder John Nielsen bliver han derimod den ældste DTC mester.


Dennis Lind og John Nielsen
(Foto: Jan Kaiser)

Forud for sidste afdeling fører Dennis Lind med 184 point mod John Nielsens 166 point. Men grundet reglen om, at man kan fratrække årets to dårligste resultater, så ser det faktisk endnu bedre ud for Dennis Lind, der i starten af sæsonen udgik fra to løb med henholdsvis brand i bilen og med en ødelagt kobling. Fratrækkes de dårligste resultater er Dennis Linds føring faktisk på 14 point, men med 20 point for en sejr, er titlen langt fra sikker.

Dennis Lind har siden uheldene i starten af sæsonen kæmpet for at komme tilbage i kampen om mesterskabet, men med fem sejre på stribe, seks i alt, tog han ved sidste afdeling føringen i mesterskabet foran John Nielsen, der i år har taget to sejre. Det har været en lang hård kamp, men også med store højdepunkter undervejs.

”Med uheldene i starten af året, blev vi endnu mere motiverede. Vi havde farten, men uheld fratog os topplaceringer og vi blev så meget mere dedikeret på alle områder. Så trods de ærgerlige oplevelser i starten, så har vi oplevet nogle fantastiske højdepunkter. Min Super Pole omgang på Jyllandsringen ved Juniløbet, var et stort øjeblik. Det var så vildt at sætte sådan en omgang sammen, som var hurtigere end vores data viste var muligt og at slå John (Nielsen – red.) med et sekund på en omgang var vildt. De to sejre, der fulgte med var også fantastiske. At trække væk fra Jan (Magnussen – red.) i første løb og derefter overhale både Jan og John i andet løb og vinde igen var så stort, så det er svært at finde ord”.


Jan Magnussen, Dennis Lind og John Nielsen
(Foto: Jan Kaiser)

Efter at have kæmpet og kørt aggressivt for at komme tilbage i kampen om mesterskabet, så kan mere konservativ kørsel til weekendens finaleløb give Dennis Lind mesterskabet. Eksempelvis er to fjerdepladser nok, men en sejr i første heat og en fjerdeplads til John Nielsen vil også give mesterskabet til Dennis, allerede inden sidste løb. ”Det er rigtig svært at planlægge sig ud af. Vi må tage tingene som de kommer. Jeg håber selvfølgelig på en rigtig god position efter Super Pole og er det muligt, så går jeg efter sejren i første løb. Det vil gøre det hele meget nemmere i løb to, hvor jeg så kan nøjes med en trettendeplads. Men som sagt, er det svært at planlægge sig ud af, så det vigtigste er at holde hovedet koldt, men er det det, der skal til, så er jeg også klar til det”.

Begge løb ved finaleløbet afvikles søndag den 29. september. Første løb køres kl. 14.00 og andet løb kl. 16.10

Team DMD


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • Jyllandsringen
  • 29/09/13 - Jyllandsringen - DTC
  •