Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Økonomiløb

Er dette verdens mest energieffektive bil?

Økonomiløb 
09/05/13 

Siden maj sidste år har DTU’s Roadrunners arbejdet intenst på at forbedre deres eco-bil til Shell Eco-marathon 2013. I dag præsenterede de deres bud på det der meget vel kunne være en af verdens mest energieffektive biler for omverden.
 

DTU deltager for 10. gang i det traditionsbundne Shell Eco-marathon i Rotterdam, hvor tekniske højskoler og universiteter fra hele Europa dyster om, hvem der kan konstruere den mest energieffektive bil. Sidste år slog DTU verdensrekord – og forhåbningerne er store igen i år.

”Vores bil fra sidste år er blevet forbedret på flere punkter. Sidste år kørte vi 611 kilometer på literen – i år er ambitionen at køre omkring 700 på literen”, siger Jesper Schramm, lektor i motorer og brændstoffer, fra DTU.

DTU’s bil stiller op i kategorien for små bybiler. Det vil sige, at bilen blandt andet skal have spejle og blinklys. Under selve løbet skal bilen foretage en række opbremsninger, således at kørslen minder om typisk bykørsel.

Bil-entusiasten Prins Joachim, som var også til stede til ved præsentationen, har fulgt DTU Roadrunners lige siden deres første deltagelse i Shell Eco-marathon – og havde således også 10-års jubilæum som fast støtte til de talentfulde studerende på DTU. I den anledning havde de studerende ”3D-printet” en miniudgave af Prinsens hvide Lotus Cortina fra 1965 side om side med DTU’s lille og energieffektive eco-bil.

Aalborg Universitet deltog også i DTU’s præsentation med den ene af deres to eco-biler, mens Århus Universitet stadig kæmper med at få deres debutbil rullende til den 17. maj, hvor startskuddet lyder i Rotterdam.

Den danske Shell Eco-marathon historik
Danmark deltog første gang i 2004 med ét hold, men deltager i år med fire forskellige biler fra tre universiteter i UrbanConcept- og Prototype-kategorien.

DTU satte verdensrekorder i 2005 og 2006. I 2005 kørte ”DTU Dynamo” 671 km, og i 2006 kørte den 810 km på, hvad der svarer til en enkelt liter 95 oktan benzin.
I 2009 vandt DTU igen to førstepladser i henholdsvis prototypeklassen med 3549 km/l på brint og i UrbanConcept-klassen med 589 km/l på DME med forbrændingsmotor. Det er rekord for forbrændingsmotorer.
Også i 2011 og 2012 var DTU på sejrsskamlen, da holdet kørte hhv. 509,4 km og 611 km på, hvad der svarer til en liter benzin og vandt konkurrencen for forbrændingsmotorer.

Aalborg Universitet deltog for første gang i 2009, og stiller således op for femte gang i 2013. I 2012 opnåede Aalborg Universitet en samlet fjerdeplads med, hvad der svarer til lige under 3.000 km på en liter benzin.

I år er også Aarhus Universitet Herning for første gang tilmeldt Shell Eco-marathon. Holdet stiller med en bil i protype-klassen, som kører på sol/el.

Om Shell Eco-marathon
Shell Eco-marathon er en international konkurrence i brændstoføkonomi og energieffektivitet. Konkurrencen udfordrer uddannelsesinstitutioner fra hele verden i at udvikle og bygge køretøjer, der kan køre så langt som muligt på mindst muligt brændstof. 224 hold fra 24 forskellige lande deltager i 2013. Fra Danmark stiller Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet Herning op med hver biler i henholdsvis Urban Concept- (små bybiler) og Prototype-kategorien.

Shell Eco-marathon 2013 finder sted i Rotterdam i dagene 15 – 19. maj

Dansk Shell