Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross - DM

Deltagerrekord til dansk/tysk stævnemøde i Rally Cross

Rallycross - DM 
15/05/09 

Motorsport Nordjylland (MNJ) kan præsentere et flot startfelt på 115 Rally Cross-teams i den traditionelle vennefight mellem danske og tyske kørere på motorsportsstadionet i Nysum. Søndag den 17. maj blænder MNJ op for Int. Rally Cross Himmerland, som samtidig bliver debut for en pæn nytilgang til RC-feltet.
 

- Flere tidligere udøvere af Folke Race har i år skiftet til Rally Cross, forklarer løbsleder Carsten Storgaard. - Specielt MNJ har derfor fået masser af nyt konkurrenceblod tilført i denne gren af motorsporten. Vi ser derfor frem til præsentationen af rookierne (førsteårsdeltagerne) på hjemmebane.

DM-premieren blev afviklet sidst i april med et tilsvarende dansk/tysk arrangement, som foregik på EM-stadionet i Estering lidt uden for nordtyske Hamborg.

- Det bedste MNJ-resultat blev hjemkørt af den regerende danske mester i 4WD-klassen: Dennis Rømer, fortsætter Carsten Storgaard. - Med til historien hører, at MNJ’eren er skiftet til Division 1A med en Skoda Fabia Super 1600. Skiftet til tohjulstræk på forhjulene blev fejret med en andenplads.

- På Estering havde jeg problemer med en defekt benzinpumpe under kvalifikationen, oplyser Dennis Rømer. – Men ellers er jeg meget godt tilfreds med skiftet til Division 1A, som omfatter racere med tunede 1,6 liters sugemotorer.

DM-fighten i Division 1A bliver meget tæt, idet 21 RC-teams har skrevet sig på startlisten. Sidste års danske mester blandt de utunede 1,6 liters-motorer (Klasse 5): Michael Rolighed er også skiftet til Division 1A, og fik DM-premiere i sin nye Citroën C2 Super 1600: - Jeg oplevede nogle problemer med trækakslerne, men det er forhåbentlig blev løst til Int. Rally Cross Himmerland på hjemmebane.


DM-vinderen: Michael Rolighed er i år skiftet til et spændende projekt med Citroën C2 Super 1600.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I Division 1A starter herudover MNJ-kørerne: Mike Sørensen i Skoda 130, Kenneth Balle Christensen og Klaus Christensen begge i VW Golf.

- Den tunede 2 liters-klasse sprænger nye rammer med 30 kørere, konstaterer Carsten Storgaard. - Vice-danmarksmesteren Peter Lindgaard fra MNJ får derfor fight til stregen for at genvinde sin slutplacering i top tre. Opel Kadett-chaufføren havde også problemer med trækakslerne på Estering, og nåede derfor ikke i DM-pointene.


Peter Lindgaard ser frem til at score vigtige DM-point på hjemmebane i sin tunede 2 liters Opel Kadett.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Bedste MNJ’er blev Søren Konge i Opel Kadett, som samtidig har motiveret både sin søn Kenneth og nevøen Lasse til en debut i Klasse 5. Blandt de tunede 2 litere kan tilskuerne desuden se frem til MNJ-rookierne: Lars Andersen i Renault Megane Coupé, Allan Jørgensen i Opel Corsa B samt Kristian Pape Jørgensen i Opel Corsa.


”Konge-dynastiet” Søren, Kenneth og Lasse er i 2009 skiftet til Rally Cross efter smugtræning i Folke Race.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Claus Østedgaard fra MNJ fejrede bilskiftet fra Rover til Citroën Saxo med en toer i DM-premieren for Klasse 5, som endvidere byder på DM-debut for klubkammeraten/mærkekollegaen Michael Andersen.

De vilde og voldsomme Volvoer i Klasse 3 anføres af vendelboen: Troels Daarbak i Volvo S40 Evo, som skal forsvare sit DM-sølv mod bl.a. Morten Schnack fra MNJ i en nyindkøbt Volvo 242.


Troels Daarbak er klar til et flyvende forsvar af sin vice DM-titel i sin Volvo S40 Evo.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Fynboen: Bruno Hansen i Ford Puma skal forsvare de rød/hvide farver hos 4WD’erne mod den tyske trio: Ralph Vilhelm i Lancia Delta Integrale, René Münnich i Skoda Fabia samt Herbert Stenger i Ford Focus.


Blandt de mange tyske RC-gæster kommer Ralph Vilhelm i den firehjulstrukne Lancia Delta Integrale.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Motorsport Nordjylland

Åge Kirketerp Jensen

Læs mere om:
  • Nysum
  •