Anmeldelser 08/11/07
|
|
Kør med tilbage til den tid hvor der blev kørt ægte Formel løb på Ring Djursland Roskilde Ring og Ring Djursland var engang rammen om drabelige kampe i ægte Formel racerbiler. Det er der kommet en ny bog om, som er historien om tre af de største danske racerkørere, historien om Roskilde Ring og Ring Djursland, Formel bilerne, dramatikken, og alt det andet der hører med. Bogen er skrevet af Carsten Frimodt, som bor i Søborg. |
På trods af at vi i Danmark aldrig rigtig kom med på verdenskortet over lande, som fostrede verdensmestre i racerkørsel, gjorde vi alligevel forsøget i tresserne. Dengang var det navne som Jens Christian Legarth, Jørgen Ellekær og Hartvig Conradsen, som var blandt de danske kørere, der opnåede store resultater såvel i Danmark som i udlandet. De ydede alle en stor indsats, og kom hver især til at bane vejen for den nye generation af kørere, som i dag gør sig så flot på banerne, nationalt og internationalt. Det er disse tre racerkørere, der især har inspireret forfatteren til denne bog, som har givet navnet De tre racermusketerer.
(Foto: GT Forlag)
For en del år siden undrede Carsten Frimodt sig over, hvorfor der kun var få danskere med i nutidens formelsport. Først da han så tilbage i historien, opdagede han, at der engang havde været rigtig mange formelkørere. Carsten Frimodt begyndte derfor at søge oplysninger om datidens store stjerner. Han var i den forbindelse i kontakt med den nu afdøde Stig Holm Madsen, som opmuntrede Carsten til at skrive en bog om dansk formelsports guldalder, og det var på det tidspunkt, beslutningen blev taget. Arbejdet med indsamling af materiale til bogen blev bemærket, og i 2001 blev Carsten Frimodt tildelt Lotte og Julius Voigt Nielsens mindepokal for sit store arbejde.
Stor hjælp fra Roling Stones fotograf
Ret hurtigt viste det sig, at oplysningerne hang løst, og mange af de tidligere kørere og mekanikere var meget velvillige og stillede gerne viden, fotos og scrapbøger til rådighed.
- Jeg har også været i forbindelse med den nuværende team ejer i Formel 1 sporten, Frank Williams, som dengang boede i Danmark i flere perioder. Thorkild Tyrring viste sig at have mange rigtig gode farvefotos. Dengang han var knægt, tog han ud med sit kamera på Roskilde Ring, for at fotografere bilerne og kørerne, og mange af hans billeder offentliggøres i bogen for første gang. Også den kendte Bent Rej, som bl.a. har lavet fotos til bogen om Rolling Stones, fotograferede formelløb dengang. Og jeg må indrømme, det var et scoop, for der er tale om rigtig gode fotos. Jeg har indsamlet omkring 650 fotos, og der bliver brugt omkring 320 i bogen, fortæller Carsten Frimodt.
(Foto: GT Forlag)
Carsten Frimodt har i forbindelse med tilblivelsen af bogen talt med stort set alle, som har haft forbindelse til formelkørerne. Mekanikere, Legarths stuepige, kørere, konkurrenter, familiemedlemmer, Conradsens og Ellekærs bror, Annie og Mike Legarth, tilskuere foruden alle dem, som Carsten Frimodt stødte på i forbindelse med den omfattende research til bogen.
Bogen De tre racermusketerer indeholder et righoldigt og spændende billedmateriale, hvoraf meget aldrig har været publiceret før. Dette fører læseren tilbage til datidens racerbaner og ryttergårde og giver et unikt kig ind i en tid, som aldrig kommer tilbage.
Bogen der udgives af GT Forlag udkommer den 19. november, den er på 316 sider, og udsalgsprisen inkl. moms er 368 kr.
Jens Jessen |