Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

NEZ Rallymesterskabet

Sejr til DASU NEZ Rallyteam

NEZ Rally 
31/05/07 

Dansk Automobil Sports Unions NEZ Rallyteam tog sejren, da første afdeling af NEZ Nations Cup blev afviklet i weekenden i Sverige.
 

DASU NEZ Rallyteam bestod i til løbet i Sverige af de sjællandske mandskaber Johannes Fraas/Mick Fraas, Vejby i Volvo 240, Klaus Bodilsen/Thomas Henriksen, Slangerup i Mitsubishi Lancer, Tommy Larsen/Erika Hansen, Rønnede i Mitsubishi Lancer og Martin Jensen/Thomas Jacobsen, Herlufmagle i Renault Clio. Med placeringer som hhv. nummer to, tre, fire og seks vandt danskerne holdmesterskabet i det svenske South Swedish Rally, der var tællende til Nations Cup i det internationale bilsportsforbund FIA’s nordeuropæiske zone (NEZ) bestående af Norden, Baltikum og Rusland.

Fra første meter var det Klaus Bodilsen, der var hurtigste danske chauffør. Men det billede ændrede sig hurtigt, da Johannes Fraas udnyttede sin tidligere indhøstede erfaring fra de svenske skovveje – og blev hurtigste danske chauffør i den mesterskabsafdeling.

De danske mandskaber var i øvrigt forskånet for tekniske problemer og kunne alene koncentrere sig om at yde det bedst mulige under forhold, der for nogle var lidt uvante.

Prøverne rundt omkring Ljungby, hvor rallyet havde hovedkvarter, blev af FIAs observatør i 2004 bedømt som ”verdens bedste rallyveje på grus”. Men underlaget – grus – var hårdt som jern. Det skulle dog ikke forlede nogen til at tro, at det kunne køres som asfaltrally. Prøverne var ind i mellem meget glatte på overfladen, og den hårde overflade blev enkelte steder afbrudt af vejstykker med mange spor i meget løs grus.

Vinder af NEZ klassementet blev det litauiske mandskab Svedas/Sakalauskas i Mitsubishi Lancer.

NEZ mesterskabet køres tillige som et individuelt mesterskab, hvor placeringen for de fire danske mandskaber efter første afdeling er identisk med placeringen i Swedish Rally.

Næste afdeling af NEZ Mesterskabet køres den 15. juli i Letland.