Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Manøvreprøver

Mestrene blev fundet

Manøvreprøver 
19/11/01 

I weekenden var Ikast og omegns Motor Klub arrangør af dette års uofficielle danmarksmesterskab i manøvre- og specialprøver - to grene indenfor motorsporten, som af mange bruges som springbræt til rally.
 

Løbsledelsen havde ugerne op til mesterskabet hundredvis af timer på dels at tilrettelægge selve afviklingen men derudover også at finde 11 udfordrende steder rundt om Ikast, hvor man med de respektive lodsejeres tilladelser kunne få lov til at køre prøverne.

Svend Erik Hedevang fra løbsledelsen fortæller:
"Vi havde på forhånd kørt rundt og udset os de steder, hvor vi gerne ville kunne afvikle løbet, så vi var meget spændte på, om vi nu kunne få tilladelsen af de involverede beboere, men overalt hvor vi kom frem, mødte vi lutter positiv modtagelse og vi er naturligvis disse personer dybt taknemmelige for deres samarbejdsvilje".

Resultatet af anstrengelserne blev 11 prøver hvoraf 2 var henlagt til henholdsvis Fastrup og Hesselbjerg Grusgrave. Specielt disse to prøver tiltrak mange tilskuere og kørerne levede fuldt op til forventningerne om både fart og spænding. Ikke mindst på grund af de af og til mudrede forhold i grusgravene som bidrog til enkelte spektakulære snurreture. Dog uden den større dramatik.

Uden en økonomisk opbakning fra lokale sponsorer, er det svært at arrangere et løb af denne karakter. Derfor havde klubben allieret sig med henholdsvis Opel og Midtbank i Ikast, som begge altid bakker IMK op, når der skal arrangeres motorløb. Det specielle ved dette motorløb var dog, at alle deltagere kørte på GoodYear dæk, hvilket er en del af kravene for at deltage. Dette er med til bedre at kunne sammenligne de enkelte teams, da netop dæk er en meget vigtig faktor for at kunne køre stærkt. GoodYear stod derfor naturligt som hovedsponsor for løbet og var repræsenteret af Michael Christensen, som efter løbet udtalte, at IMK havde afviklet en virkelig værdig finale. Dette tog løbsleder Bjarne Nielsen til sig og løftede derefter sløret for, at man næste år for første gang i IMK vil afvikle en afdeling af danmarksmesterskabet i rally. "Efter i år at have arrangeret både et mini-rally og nu denne GoodYear finale har vi efterhånden fået sammentømret en så stærk løbsledelse og draget så mange erfaringer, at vi ser os godt rustet til at påtage os den enorme opgave, det er, at arrangere et helt rally".

Op til finalen havde teams fra henholdsvis Jylland/Fyn og Sjælland kæmpet hver deres dyst for at finde de respektive deltagere til årets GoodYear finale og langt om længe havde i alt 37 teams kvalificeret sig og som traditionen bød sig, blev det en tæt dyst mellem de to landsdele. Dette år blev det dog sjællænderne, der løb af med flest sejre, men ét jysk team stod med deres overbevisende kørsel ikke til at røre. Jan Vestergård og Lise Pedersen kørte i deres Toyota Corolla fra alt og alle, så da dagen var omme, var det en meget nervøs Lise man kunne finde nærmest klistret til tavlen med resultatlister efterhånden som disse løb ind. "Vi har endnu ikke fået de endelige tider fra vores nærmeste konkurrent, så jeg er bare SÅ spændt", kunne Lise fortælle. Langt om længe kom så konkurrentens tid på tavlen, hvilket udløste en vild jubel i klubhuset på Nørlundbanen, som dannede rammen om afslutningen på løbet. Jan og Lise havde vundet deres klasse og kunne nu kalde sig selv for uofficielle danmarksmestre i specialprøver 2001. Som en ekstra gevinst havde GoodYear traditionen tro udlovet et ophold på en vaskeægte rallyskole til det hold, der vandt med størst margin til nærmeste konkurrent i klassen, og minsandten om ikke også denne sejr gik til Jan og Lise. Derved begik de præcist samme kunststykke som Henrik Iversen og Svend Erik Hedevang, der i 1997 startede deres nu så succesrige karriere indenfor rallysporten på selv samme vis.

Finalen var afslutningen på sæsonen 2001 for de deltagende teams. Nu går turen så tilbage til værkstederne, hvor bilerne vil blive gennemgået og forbedret vinteren over.

Bjarne Nielsen slutter:
"Vi vil gerne takke sponsorer, medhjælpere, lodsejere og andet godtfolk, som har været med til at gøre afviklingen af denne finale mulig. Vi håber, vi må trække på disse personer igen, når vi vender tilbage næste år og skal afvikle en afdeling af danmarksmesterskabet i rally i og omkring Ikast".

Karsten Damm, IMK