Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

1600 Rally Challenge

Blandet oplevelse for boblerne

1600 Rally
Challenge 

26/09/06 

Faxe Rally blev en blandet oplevelse for de to boblere i DASU Rally Challenge, Kasper Rasmussen og Kasper Nyman Andersen. De havde til løbet i og omkring Fakse overtaget de to gule Suzuki Swift 1600 Challenge, der normalt køres af rallytalentet Niki Bjerg Larsen og teamchef Jørgen Pilgaard.
 

For Kasper Rasmussen blev løbet første gang, han og lillebror Kristoffer Rasmussen gennemførte et løb, siden parret vandt DASU mesterskabet i rally i efteråret 2005. Status efter sidste prøve var, at Kasper og Kristoffer endte på den generelle 12. plads og undervejs kørte tider, der var få sekunder fra de hurtigste.
- Det var en stor fornøjelse at prøve. Jeg er jo vant til at køre i en ældre gruppe H bil, så Suzukien er noget helt andet. Den gør, hvad man beder den om, når man beder den om det. Bilen har et rigtigt godt fartpotentiale, og det synes jeg, vi fik vist glimt af, fortæller Kasper Rasmussen.

Kasper Nyman viste fra løbets begyndelse, at Suzuki Swift raceren kan køre rigtigt stærkt. På første prøve kørte det unge talent ottende bedste tid, og allerede på prøve to var han femtebedst blandt samtlige løbets deltagere. Desværre betød en afkørsel på prøve tre et tidligt farvel til Kasper Nyman.
- Der ligger noget grus i et halvhurtigt sving, så bagenden begynder at skride. Jeg redder den i første omgang, men skrider så ud til den modsatte side, og vi ender i et træ og ødelægger venstre forreste hjørne og kan ikke fortsætte, forklarer en ærgerlig Kasper Nyman.

Teamchef Jørgen Pilgaard og følgegruppen omkring DASU Rally Challenge skal i løbet af et par uger mødes og vurdere de to køreres indsats i Faxe Rally og deres sæson som helhed.
- Kasper Nyman chancer for at komme med næste sæson er lige så store som de var inden løbet. Vi har fulgt de to kørere løbende, så vi har et godt grundlag at vurdere dem begge på, også selv om Kasper Nyman udgik tidligt i løbet, siger Jørgen Pilgaard.
- I den her branche undgår du ikke fejltagelser, og jeg er sikker på, at Kasper Nyman har lært af det her, og der er ingen tvivl om, at det er ham, der er mest træt af det der skete. Jeg kan godt huske da jeg begyndte, og det var da sjovere at gå hjem til sponsorerne og fortælle, at man havde vundet end det var at skulle fortælle, at man havde sat bilen i et træ.