Le Mans 03/03/05
|
|
Efter sidste års debut på Le Mans sigter Team Essex Invest i år højere i sin målsætning for det klassiske 24-timers løb. Teamet indgår nemlig i år i et samarbejde med det respekterede og erfarne britiske firma, Zytek Engineering, og det mål kan ikke blive højere. Det er sejren i årets 24-timers løb, det gælder! |
"Det er både med stor glæde og store forventninger, at vi har kastet os over dette års Le Mans," udtaler Peter Halvorsen, der er manden bag Team Essex Invest.
"Efter at vi deltog for første gang i 2004 sammen med Lister, har vi besluttet, at vi nu har grundlaget for at gøre en optimal indsats for at vinde den store franske klassiker. Bilen, teamet og kørerne er i orden, og vi er overbeviste om, at vi har gode chancer for at vinde. Det er ikke særligt tit, at det er muligt for et privatteam på Le Mans!"
Med i teamet er John Nielsen, der i 1990 blev den første dansker, som vandt 24-timers løbet på Le Mans.
"Det er en kæmpe mulighed for mig og Team Essex Invest at vende tilbage til Le Mans, og jeg er utrolig glad for, at det er lykkes for os," siger den danske veteran. "Sammen med vores DTC-mester Casper Elgaard og japaneren Hayanari Shimoda er jeg sikker på, at vi er den kørertrio, som kan vinde dette års 24-timers løb. Det er 19. gang, at jeg deltager i Le Mans, og at kunne komme ud at køre i en bil for et team, der har vinderchancer, er simpelthen fantastisk."
Med denne bil går Team Essex Invest efter Le Mans-sejren. (Foto: Team Essex Invest)
Bilen er igennem de seneste sæsoner blevet udviklet af Zytek Engineering til at være én af de hurtigste sportsprototyper, som findes. Det britiske firma ser da også frem til Le Mans.
"Dette samarbejde betyder, at Zytek og Team Essex Invest drager til Le Mans med det formål at vinde," siger Bill Gibson fra Zytek Engineering. "Kørertrioen er meget stærk, og både bil og motor vil være meget stærkere end sidste år." Læs mere om: 19/06/05 - Le Mans - Le Mans |