Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Økonomiløb

Danske brændstofsparere

Økonomiløb 
17/06/04 

- i NM-toppen
- I år har vi selv mulighed for at afgøre medaljeplaceringen i NM-slutstillingen for økonomiløb, konstaterede en glad Kaj Ole Jensby efter en yderst flot præstation i den finske NM-afdeling.
 

- Marginalerne er virkelig faldet ud til vores fordel. Det bliver derfor nervepirrende og spændende for os, når NM-finalen afvikles i Sverige til efteråret.

Fynboen Kaj Ole Jensby har gennem mange år været aktiv som kortlæser i bilorientering samt tidligere co-driver i rally. Med overgangen til økonomiløb skiftede han derimod side i bilen, og styrer nu ud på ruten som sparevillig chauffør. Dette sker normalt sammen med den kortlæser: Hardy Madsen fra Kolding.

- Økonomiløb har bevirket nye udfordringer inden for motorsporten, fortsætter Kaj Ole Jensby. - Det er de mange små og væsentlige detaljer, som bevirker de afgørende 3-4 km/l. Men jeg hygger mig gevaldigt med at prøve nye ideer af i praksis.

Efter flere DM-sæsoner med slutresultater sammenlagt i medaljerne blev ideen født omkring deltagelse i det nordiske mesterskab (NM). Denne konkurrence afvikles over 4 delafdelinger i henholdsvis: Danmark, Norge, Finland og Sverige.


Kaj Ole Jensby (t.h.) og Hardy Madsen har taget en afgørende føring i NM 2004 for økonomiløb.
(Foto: Kirketerp)

- Umiddelbart burde man køre længst på literen i det flade danske landskab, forklarer co-driver: Hardy Madsen. - Erfaringen viser imidlertid, at det er en afgørende fordel med store højdeforskelle, og derfor kommer resultaterne fra Norge ind på en sikker førsteplads.

Favoritterrænet for Kaj Ole Jensby er imidlertid de finske grusveje omkring rally-mekkaet: Jyväskylä. Her får deltagerne lejlighed til at køre på mange af de offentlige veje, der anvendes som hastighedsprøver i det berømte 1000 Søers VM-rally.

- Det giver et dejligt sug i maven at styre hen over de mange bakketoppe på ruten, oplyser Kaj Ole Jensby. - I økonomiløb kører vi selvfølgelig ikke i rallyhastighed, men alligevel i et tempo, som giver et lille snert af VM-motorløbet.


Kaj Ole Jensby og Hardy Madsen er flot kørende i NM 2004 for økonomiløb i deres Peugeot 206 HDI 2,0.
(Foto: Kirketerp)

Til 1000 Lakes Eco Run var gæste-kortlæseren: Hans Christian Strib med i højresædet. Deltagelsen skete over al forventning, idet danskerne hjemførte en sikker klassesejr med 23.25 km/l med deres Peugeot 206 HDI 2,0.

- Mange af konkurrenterne fik straftillæg på ruten, konkluderer Hans Christian Strib. - Nr. 2 i klassen fik således tilkendt 6 procents tillæg for at køre for langsomt, men selv uden straf havde vi vundet over det finske mandskab: Tuomo Kuosmanen og Timo Huusko i Toyota Corolla 2D. Finnerne blev noteret for 21.66 og 20.40 km/l henholdsvis uden og med straf.

I NM for økonomiløb er de tre bedste resultater tællende ud af fire. Kaj Ole Jensby og Hardy Madsen er det eneste mandskab med maximumpoints, når man ser på de 2 bedste placeringer. Danskerne ligger derfor fornuftigt til at blive nordiske mestre 2004 i økonomiløb. Dette hele afgøres omkring Østersund i Sverige midt i september måned.

Åge Kirketerp Jensen